Med Michael Rasmussens dopingindrømmelse afsluttes en årrække med løgn og bedrag. Sporten.dk giver dig her overblikket over den nu tidligere cykelrytters løgne.

Ekstra Bladet 9/9-09
Michael Rasmussen afviser alle beskyldninger om, at han skulle have været medejer af en centrifuge til brug for bloddoping og selv at have afleveret blod til formålet. Desuden afviser han blankt at have været lejer af den lejlighed i Linz, hvori udstyret var installeret.

- Intet af det er korrekt. Jeg har naturligvis intet haft at gøre med nogle af de ting, jeg er anklaget for, sagde Michael Rasmussen til Ekstra Bladet.

- Jeg tager det stille og roligt. Jeg har intet at skjule. Jeg vil bare gerne have sagen afsluttet, så jeg kan komme videre, og jeg imødekommer en eventuel sag med sindsro, lød det videre.

TV 2 27. juni 2011
- Jeg er i hvert fald af den overbevisning, at de (sejrene i karrieren, red) er vundet, fordi jeg er allerhelvedes god til at køre på cykel, og de resultater jeg har fået, de er vundet i lige kamp, siger Michael Rasmussen.

Så siger du vel et eller andet sted også, at hvis dem du har kæmpet mod har taget doping, så har du også taget doping?

- Jeg siger i hvert fald, at jeg har ikke snydt mine konkurrenter på nogen måde.

- Det er måske lige netop der hvor jeg adskiller mig fra dem (de dopede.red.), for de har jo netop ikke kørt på fair vilkår, de har netop snydt modstanderen,” lød det videre fra den danske rytter til TV2 Sporten, idet han afviste at have brugt doping.

BT, 14. juli 2009:
Baggrund: Østrigske medier hævdede, at Michael Rasmussen skulle være medejer af den blodcentrifuge, som dopingdømte Bernhard Kohl brugte til at bloddope sig med. Det afviste Michael Rasmussen.

- Det er kriminelt i Østrig og ville være torskedumt, sagde Michael Rasmussen.

Pressemeddelelse d. 15. januar 2008:
Michael Rasmussens daværende manager Mads H. Frederiksen udtalte sig på vegne af Michael Rasmussen:

- Michael Rasmussen er aldrig nogen sinde blevet taget for doping. Hver gang, der har været historier fremme med anklager imod ham, er de faldet til jorden. Det er derfor helt usagligt, at medierne fortsat viderebringer løse påstande, som den ARD nu er fremme med, sagde Mads H. Frederiksen.

- Tidligere var det en fransk avis, der anklagede Michael Rasmussen. Den sag faldt til jorden og blev afkræftet af både franske myndigheder og UCI. I dag er det så ARD, der har en udokumenteret anklage mod den danske rytter. I morgen er det sikkert en anden. Alle der gerne vil i medierne ved, at de kan komme det, blot ved at nævne Michael Rasmussen og doping i samme sætning. Det er ganske enkelt usagligt, sagde Mads H. Frederiksen.

- Man kan aldrig direkte bevise, at man er uskyldig. Det eneste Michael kan gøre er derfor at sørge for, ikke at lade sig gå på af de udokumenterede beskyldninger - og bare blive ved med træningen for at forberede sig på igen at kunne komme til at køre på cykel, udtalte Mads H. Frederiksen i pressemeddelelsen.

TV2 (I "Lige på og sport") 14. oktober 2010
Du har stadig ikke lyst til at ændre din forklaring om, om du har noget med centrifugen at gøre?

- Nej, naturligvis har jeg ikke det, og det har jeg også sagt masser af gange, sagde Michael Rasmussen til LPS-vært Christian Høgh Andersen, der konfronterede cykelrytteren med anklagerne.

Nu spørger jeg igen. Har du haft noget med denne har centrifuge at gøre?

- Du må være tungnem, når jeg siger nej.

Du har heller ikke aldrig dopet dig eller haft til hensigt at dope dig?

- Så er du jo endnu mere tungnem. Nej igen, sagde Rasmussen.

Cykelrytteren mente dengang, at de østrigske myndigheder havde frikendt ham i den omfattende dopingsag, hvor Rasmussen tidligere manager, Stefan Matschiner, var blevet idømt 15 måneders fængsel.

- Jeg er jo frikendt i sagen, og jeg har ikke noget med den at gøre. Kan du så ikke godt forstå, at jeg bliver lidt irriteret, når du bliver ved med at stille det samme spørgsmål, og du lader til, at du ikke vil forstå det, fastholdte Michael Rasmussen.

BT, 10. december 2007:
Præstationer giver mistanke. Sådan udtalte den franske idrætsprofessor Frederic Grappe sig efter Tour de France-etapen til Plateau de Beille til L'Equipe:

- Det er foran, at det går for hurtigt. Rasmussen og Contador er fra en anden planet.

Til det sagde Michael Rasmussen:

- Der er jo en, der skal vinde. Det var mig i år. I bjergene er det bare et udtryk for, at Alberto Contador og jeg er verdens bedste. Der er stadig ryttere, som bliver taget for doping.

Betyder det så, at doping ikke virker, hvis du hævder, du er ren og kører fra dem?

- Vi er gudskelov ikke udstyret med samme talent og samme vilje til at træne, for ellers havde det været kedeligt at se på. Så kunne man lige så godt gå til landsstævne med Brian Mikkelsen. Jeg har jo stadig rekorden for trådte watt pr. kilo, og det er blandt alle landsholdsryttere fra de sidste 10 år, sagde Michael Rasmussen.