Jonas Vingegaard og Mattias Skjelmose blev begge påvirket af styrt på en dag, hvor det baskiske kaos sendte flere stjerner voldsomt i asfalten. Heldigvis for de danske stjerner så de ud til at slippe med skrækken. Vi takker de højere magter.

Her får du B.T.s dom fra tredje etape af Baskerlandet Rundt, der blev vundet af Quinten Hermans.

Mens det ryster i kulissen, lignede Visma-tropperne en noget mere sammentømret enhed end på tirsdagens etape.

For på trods af storholdets melding om hovedarkitektens exit – den ledende sportsdirektør Merijn Zeeman – så Jonas Vingegaard upåvirket ud.

Men der er et men. Bedst som etapen så ud til at være forløbet fint for danskeren, der endda snuppede et bonussekund kort før mål, blev den dobbelte Tour-vinder i bedste fald fanget bag et massestyrt – og i værste fald en kort tur i asfalten selv.

Umiddelbart ser det ikke ud til, at Vingegaard selv var nede – men han har formentlig fået sig noget af en forskrækkelse, da det skete lige for snuden af ham, hvis han undgik det. Uheldet skete under tre kilometer fra mål, og derfor neutraliseres tidstabet. 

Jonas Vingegaard vandt Baskerlandet Rundt i fjor. Ganske suverænt endda.
Jonas Vingegaard vandt Baskerlandet Rundt i fjor. Ganske suverænt endda. Foto: Miguel Tona/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Som cykelhåndbogen foreskriver det, lystrede feltet som en sød boarder collie, kort efter Primoz Roglic styrtede i den gule trøje. Et styrt, du kan læse mere om under 'Så du det.'

De lycraklædte atleter lettede på speederen for at få Bora-kaptajnen tilbage i løbet, men det betød også, at danske Mattias Skjelmose virtuelt førte Baskerlandet Rundt for en kort stund.

Gøgeungen har kun 10 sekunder op til Vingegaards tidligere holdkammerat på førstepladsen og byder for alvor de store drenge op til dans. Til gengæld var han stensikkert en tur i jorden i det kaotiske massestyrt kort før mål, der også påvirkede Jonas Vingegaard. Men det kunne set meget værre ud for vores danskere.

Heldigvis er Lidl-Trek-stjernen ikke hårdt ramt. Tværtimod. »It's good I have such a fat ass,« lød det fra Skjelmose efter han kørte i mål. Oversættelsen må I selv lave, men den mand er herlig!

Primoz Roglic lignede bestemt ikke en mand, der havde godt af at sætte sig op på en sin Specialized-cykel med lidt over 38 kilometer til mål.

På et kritisk tidspunkt røg den slovenske jernmand i jorden og kurede hen ad asfalten, men værst så det ud til at være med Roglics hoved.

Da han rejste sig, så manden i den gule trøje noget groggy ud, og styrtet virkede til at kunne sende ham ud af løbet.

Efter et (meget hurtigt!) check røg Roglic videre, og vi krydser fingrene for, at han ikke trækker sig efter etapen med noget, der ligner en hjernerystelse. Men også for, at det egentlig var forsvarligt at lade ham køre videre. For det så voldsomt ud.

Torsdagens etaper minder 1-1 om den afslutning, feltet kørte igennem onsdag – med den forskel, at der er lidt kortere til mål, så snart rytterne har forceret dagens sidste stigning.

Forhåbentlig bliver den kulisse til mere dynamit end denne tredje etape, hvor vi – afsløret – sidder tilbage med en lidt flad fornemmelse.

Stjernerne gik slet ikke i offensiven på vej op til Lizarrusti og kiggede i stedet kiggede på hinanden, mens de holdt pokerfjæset og afventede, at bare én tog det første skridt. Det skete bare aldrig.

I stedet for favoritter, der forsøgte at prikke til hinanden på den sidste stigning, blev dagens største kaos de mange styrt, som vi gerne undlader torsdag.

1. Quentin Hermans – Alpecin-Deceuninck
2. Edoardo Zambanini – Bahrain-Victorious ''
3. Alex Aranburu – Movistar Team ''
4. Davide de Pretto – Team Jayco AlUla ''
5. Nikias Arndt – Bahrain-Victorious ''
6. Ethan Hayter – INEOS Grenadiers ''
7. Romain Grégoire – Groupama-FDJ ''
8. Kévin Vauquelin – Arkéa B&B Hotels ''
9. Vito Braet – Intermarché-Wanty ''
10. Valentin Retailleau – Decathlon AG2R La Mondiale Team