Endnu en vagt fra en nazistisk dødslejr fra Anden Verdenskrig er blevet anklaget for medvirken til drab på titusindvis af jøder.

Tyske anklagere siger, at man har rejst tiltale mod en 90-årig tidligere vagt i en nazistisk dødslejr. Manden er anklaget for at have hjulpet til med at dræbe 430.000 jøder under Anden Verdenskrig.

Samuel Kunz, som har erkendt at have arbejdet i udryddelseslejren Belzec i det tyskbesatte Polen i 1942-1943, blev oplyst om anklagerne i sidste uge, siger en talsmand for anklagemyndigheden i Dortmund.

Han anklages endvidere for 10 jøders død i to separate episoder, som angiveligt også fandt sted i Belzec, siger talsmand for anklagemyndigheden Christoph Goeke.

Kunz, hvis lejlighed blev ransaget af politiet i januar, nægter at være personligt involveret i drab på mennesker, sagde anklagerne i forbindelse med ransagningen.

Han er blevet indkaldt som vidne i en anden nazistisk krigsforbrydersag mod den 90-årige John Demjanjuk, en ukrainskfødt tidligere amerikansk bilarbejder, der blev udleveret til Tyskland fra USA i maj sidste år.

Også han er som lejrvagt anklaget for at have deltaget i drabet på titusindvis af jøder i den nazistiske udryddelseslejr Sobibor.

Siden Nürnberg-processerne efter krigen, da adskillige nazistiske håndlangere blev dømt til døden, har tyske myndigheder undersøgt flere end 25.000 sager, men langt de fleste er aldrig bragt for retten.

Men nu, da mange af de formodede krigsforbrydere er omkring 90 år, har der været en bølge af anholdelser og retssager om krigstidens grusomheder. Nazijægere siger, at de hilser ændringen af politikken i Berlin velkommen.

Det mest højprofilerede tilfælde er Demjanjuk, hvis retssag begyndte i november sidste år. Han er anklaget for som vagt i dødslejren Sobibor at have deltaget i drabet på 27.900 mennesker.

Han nægter alle anklager.

/ritzau/AFP