I kølvandet på tirsdagens skoleskyderi i Texas siger ekspræsident Trump, at flere amerikanere bør eje våben.

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump afviser opfordringer om at skærpe våbenkontrollen efter tirsdagens skoleskyderi i Texas.

Han mener, at anstændige amerikanere bør have lov til at eje de våben, de har brug for, til at forsvare sig mod "det onde".

Udtalelserne kommer i en tale på den magtfulde våbenlobby National Rifle Associations (NRA) årlige kongres fredag lokal tid.

- Eksistensen af ondskab i vores verden er ikke en grund til at afvæbne lovlydige borgere. Eksistensen af ondskab er en af de allerbedste grunde til at bevæbne lovlydige borgere, siger Trump på kongressen.

Talen kommer, blot tre dage efter at en 18-årig mand skød og dræbte 19 elever og to lærere på en skole i den lille by Uvalde i Texas.

Kongressen finder også sted i Texas i storbyen Houston omkring fire timer fra Uvalde.

Skoleskyderiet har pustet nyt liv til våbendebatten i USA, hvor særligt demokrater i landet ønsker strengere kontrol.

- De forskellige politikker om våbenkontrol, som venstrefløjen presser på med, ville ikke have gjort noget for at forhindre de grusomheder, der fandt sted. Overhovedet ikke, siger Trump.

Den 18-årige mand havde på lovlig vis anskaffet sig våbnet - en riffel - som han skød sine ofre med.

I Trumps tale læser han samtlige navne på børnene op, som han beskriver som ofre for en galnings handlinger.

Den igangværende NRA-kongres er den første i tre år, fordi coronapandemien har aflyst kongresserne de to foregående år.

Texas' republikanske guvernør, Greg Abbott, har droppet kongressen som følge af skoleskyderiet tirsdag.

I stedet er en videotale, der er blevet optaget på forhånd, blevet sendt på kongressen. I den argumenterer Abbott ligesom Trump imod strengere våbenlove.

- Der er tusindvis af love i bøgerne over hele landet, som ikke har forhindret skoleskyderier, siger den republikanske guvernør.

Andre prominente republikanske politikere er desuden på listen over talere ved kongressen. Foruden Trump blandt andet Texas-senator Ted Cruz.

/ritzau/AFP