Kan vi stole på, at dialog og diplomati er den stærkeste faktor i dag? Nej, siger den canadiske forsker Rob Huebert. Den militære magt er stadig altafgørende, og Vesten står svagt lige nu.
Vesten er svækket. Hvad enten det drejer sig om forhandlingerne om det arktiske område eller om fred i Syrien, så går der en rød linje igennem det hele: Vesten står lige nu militært svagt. Det skyldes, at Rusland igen bruger hele det militære apparat til at gennemtvinge dets interesser. Moskva har dermed sat dialog og diplomati, som amerikanerne og europæerne stadig tror og satser på, delvist ud af kraft.
Og de, der mærker den nye russiske militære strategi, er de stater, der grænser direkte op til Rusland. Det er Skandinavien på grund af nærheden til Rusland. Det er især de nordiske lande, fordi de også »ejer« en del af Arktis, som også er strategisk vigtigt for Rusland.
Men det er først og fremmest USA, som må kæmpe mod et nyt, selvbevist Rusland på slagmarkederne i Ukraine, i Syrien og ved forhandlingerne i Schweiz om krigen mod Islamisk Stat – og kampen om at få fjernet Ruslands allierede i området, Syriens præsident, Bashar al-Assad, fra magten.
Det mener den canadiske sikkerhedspolitiske forsker Rob Huebert fra University of Calgary. Huebert har netop besøgt Danmark med et delvist dystert budskab. De russiske provokationer mod de baltiske stater og mod de skandinaviske lande er et tegn på, at Rusland bruger dets militær aggressivt for at markere dets supermagtsstatus. Og det bliver ikke ændret lige med det samme. Derfor mener han, at det er på tide at indse, hvad det er for en magtpolitisk ideologi, Ruslands præsident, Vladimir Putin, ønsker at fremme.
»Russerne står stærkt ved forhandlingerne i Wien om Syrien på grund af deres militære tilstedeværelse i området. Og selv om vi næppe vil se en krig om Arktis eller for den sags skyld en russisk invasion af Grønland eller af Svalbard, så spiller russerne med musklerne andre steder i Europa for at markere, at man ikke skal træde dem over tæerne. Heller ikke i det vigtige arktiske område. I de baltiske stater, i Finland og i Sverige viser russerne NATO-landene, at der er grænser for, hvad Moskva vil finde sig i. Det nordiske område er blevet et sikkerhedspolitisk højspændt område, hvor Rusland markerer sig magtpolitisk for at vise, at Moskva bestemmer i det arktiske område, i Norden og i Ukraine«, siger Huebert i et interview med Berlingske.
»Mange forskere mener, at det, der sker i Arktis, bliver i Arktis. Men sådan er det ikke. Der er en geopolitisk dimension, der gør »grænserne« mere flydende. Derfor mærker de nordiske lande også spændingen direkte med den tætte russiske aggression,« siger Huebert.
Han er ikke i tvivl. Vi lever i en tid, hvor dialog og diplomati ikke længere er de stærkeste »våben«. Militæret spiller igen en meget stor rolle med den magt, det giver i konfliktzonerne. Men er det nyt? Har det ikke altid været sådan?
»Forskere og politikere har troet, at vi levede i en post-Westfalsk verden, hvor militæret spillede en mindre rolle, og at vi efter krigene i Europa var nået dertil, at man kunne sætte sig ned og forhandle om rationelle løsninger, som Europa gjorde det ved den Westfalske Fred i 1648. Fredsforhandlingerne afsluttede dengang Trediveårs-krigene. Siden år 2000 er det bare ikke gået sådan. Det har været død og vold, der har sat dagsordenen igen, og det er landenes militære styrke, der bestemmer betingelserne for dialogen«, siger Rob Huebert.
»Det hele hænger sammen for Rusland. Hvis vi tager Syrien først, så har Rusland taget initiativet fra Vesten. Den syriske præsident, Bashar al-Assad, var ved at tabe. Den russiske intervention betød til en vis grad, at han rent fysisk var i stand til at holde fast i dele af Syrien. Dermed blev et element i forhandlingerne, hvor længe Assad overhovedet skulle sidde ved magten. Hvis russerne ikke havde grebet ind, så kunne vi have stået i en helt anden situation, hvor Assad tabte kampen. Og så var det en helt anden type forhandlinger og et helt andet resultat. Rusland har ændret det spil ved at give Assad en livline og en støtte. Og så fortsætter dialogen og diplomatiet med en helt anden dagsorden. Det skal vi være opmærksomme på,« siger Rob Huebert.
Han er ikke i tvivl. Vesten er nødt til at fortsætte dialogen. Men NATO-landene er også nødt til at indse, at det i sidste ende er blandt andet Europas indsats og militære styrke, der bestemmer, hvor stærke Vesten er ved forhandlingsbordet.
»Uanset hvor meget vi ønsker, at det ikke var sådan, så er militær magt det afgørende element i enhver international situation, som vi står over for. Alt har en sikkerhedsdimension,« siger Rob Huebert.
Men hvad med USA? Kunne den amerikanske præsident, Barack Obama, have inddæmmet Rusland gennem sin »nulstillingspolitik«, som han forsøgte sig med for at genstarte et spændt forhold med Rusland?
»Jeg tror ikke, at det ville have været muligt at lave en genstart af forholdet. De geopolitiske realiteter dikterede politikken. De langsigtede og historiske forhold helt tilbage til Tsar-dagene og tiden med Sovjetunionen har de samme elementer i sig. De viser sig igen og igen som geopolitiske interesser, og selv om Obama måske kunne have troet, at han kunne lave en genstart, fordi noget tydede på, at Putins forgænger var anderledes, så ændrede det sig i Putins tredje periode. Han vendte tilbage til de militære løsninger. Og det var ikke det, Obama regnede med,« siger Huebert.
Han mener heller ikke, at det ville have været realistisk, hvad enten Putin eller den daværende russiske præsident Dimitrij Medvedev sad ved magten.
»Jeg mener heller ikke, at det i den forbindelse har en betydning, om det er Obama eller en George W. Bush, der sidder ved magten. Der vil altid være forskelle, men hvis vi ser på realiteterne, så bruger Obama de samme midler som Bush. Han bruger militær magt der, hvor USA har vitale interesser. USA er stadig i Afghanistan og til en vis grad vendt tilbage til Irak. Du er som præsident nødt til at handle i forhold til dine kerneinteresser, Og sådan er det også for russerne,« siger Huebert.
På det geopolitiske område betyder Ruslands gamle baser i Mellemøsten en del. Men det er stadig grænserne til NATO, der betyder mest for ruserne, og dermed er de nordiske og de tre baltiske lande igen i fokus.
»Ruslands atomvåben er deres trumfkort. Det er vigtigt for dem at bevare denne afskrækkelseseffekt. Derfor er størsteparten af deres atom-ubåde stadig placeret i Murmansk og ikke andre steder. De er bange for, at NATO breder sig for meget ind i deres områder. I forvejen er NATO rykket helt frem til Ruslands grænser. Der er ikke længere nogle lande imellem NATO og Rusland. Og russerne markerer klart i Ukraine, at her går grænsen. Så vi er tilbage til en konflikt, der i realiteten rækker fra Arktis til Syrien. Og USA må indse, at dialog ikke er tilstrækkeligt. USA har f.eks. ønsket at forhandle med de, der gjorde oprør mod Assad, men amerikanerne forpligtede sig ikke til at støtte dem. USA skal indse, at der i dag er et øget krav også til militær intervention. Dialog er vigtig. Men det kan ikke i dag erstatte militær magt,« siger han.
