Midt i en våbenhvile er nye uroligheder brudt ud nær Libyens hovedstad, Tripoli, lyder det fra myndighederne.

Tripoli. Ni personer er torsdag blevet dræbt i Libyen under nye kampe mellem bevæbnede militser. Blandt de dræbte er to civile.

Det oplyser embedsmænd og talsmanden for det libyske beredskab, Osama Ali.

13 personer er derudover blevet såret under urolighederne, herunder fire civile.

Det voldelige sammenstød udspillede sig syd for Tripoli, der er Libyens hovedstad.

På trods af at en aftale om våbenhvile blev indgået 4. september, er nye kampe brudt ud i løbet af den seneste uge.

Særligt i kvarteret Salaheddin og på ruten til Tripolis internationale lufthavn, som blev ødelagt i 2014.

Urolighederne toppede i august, hvor mindst 63 personer blev dræbt og 159 såret, inden parterne nåede til enighed om en våbenhvile.

FN's mission i Libyen opfordrede tirsdag de bevæbnede grupper til at overholde våbenhvilen.

FN mindede parterne om, at de har underskrevet en bindende aftale om våbenhvile, som giver forbud mod at udsætte civile for skade.

Allerede i sidste uge rapporterede FN's udsendte i Libyen, Ghassan Salame, om 14 overtrædelser af våbenhvilen.

Libyske styrker under ledelse af premierminister Fayez al-Sarraj fra Libyens internationalt anerkendte samlingsregering har til opgave at sørge for, at de rivaliserende militser overholder den indgåede våbenhvile.

Tripoli har været centrum for voldelige sammenstød mellem bevæbnede grupper siden 2011, hvor et Nato-støttet oprør væltede Muammar Gaddafi.

Siden da er Libyen sunket ned i et politisk og sikkerhedsmæssigt kaos.

Libyen er i flere år blevet brugt som afsæt for menneskesmuglere til at fragte illegale migranter fra Afrika, Mellemøsten og andre steder mod Europa.

/ritzau/AFP