Mathieu van der Poels far har lavet ruten til VM i cross, men konkurrenten Wout van Aert er ikke bekymret.

Cykelryttere er altid på udkig efter små detaljer, der kan give dem en fordel i kampen om de store sejre.

Set i det lys kunne man få den tanke, at Wout van Aert måske ikke ville være lykkelig over, at søndagens rute til VM i cross er tegnet af konkurrenten Mathieu van der Poels far.

Men det bekymrer ikke den belgiske stjerne, at det er Adrie van der Poel, som har bestemt, hvad rytterne skal igennem. Tværtimod.

- Jeg tror, jeg har vundet næsten alle de verdensmesterskaber, som Adrie har tegnet, så jeg har ikke noget at frygte. Jeg har ikke andet end ros til organisationen. Det er en flot og sikker rute, siger han ifølge det belgiske medie Sporza.

Mathieu van der Poel og Wout van Aert delte VM-titlerne mellem sig i syv år i træk før 2022.

Hollandske van der Poel vandt i 2015 og i årene 2019-2021, mens Wout van Aert stod øverst på podiet i tre år fra 2016 til 2018.

Sidste år vandt Tom Pidcock i de to andre stjerners fravær, men briten er ikke til start i år.

Van der Poel og van Aert er derfor de altoverskyggende favoritter til at skulle slås om sejren på hollænderens hjemmebane i Hoogerheide.

- Det vil være en skam, hvis jeg misser titlen, men det betyder ikke så meget igen. Den titel føjer ikke meget til mit cv længere.

- Vinteren er et skridt under det, der venter. På landevejen er der visse løb, der gør, at foråret ikke bliver en succes, hvis jeg eller holdet ikke vinder der, forklarer Wout van Aert, som til gengæld mener, at "æren" er på spil søndag.

Både Mathieu van der Poel og Wout van Aert har haft stor succes på landevejen ved siden af crosscyklingen.

Begge har vundet flere klassikere og haft den gule trøje i Tour de France.

/ritzau/