Det plejer at være sønnerne, der begejstret hepper på de danske sportshelte – eller endda selv trækker i træningstøjet og kaster sig ud i sejlads, racerløb eller triatlon.

Men fredag aften viste dronning Margrethe sig fra en sjælden sporty side, da hun i sin nytårstale hyldede både fodboldlandsholdet og senere forklarede, hvordan hun så frem til Tour de France på dansk grund.

Sidstnævnte kom som noget af en overraskelse for Alex Pedersen, der er talsmand for den danske Tour-start i 2022.

»Jeg havde aldrig troet, vi skulle være med i dronningens nytårstale,« siger den tidligere professionelle cykelrytter og sætter ord på situationen, da monarkens ord tog ham på sengen:

Dronning Margrethe efter afholdelse af nytårstalen på Amalienborg. Til sommer vil klodens bedste cyklister køre rundt i regentens forhave.
Dronning Margrethe efter afholdelse af nytårstalen på Amalienborg. Til sommer vil klodens bedste cyklister køre rundt i regentens forhave. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»Jeg sad med nogle venner og familie og så talen, og så kiggede vi på hinanden og kunne ikke lade være med at grine og smile. Jeg blev faktisk også lidt svedig – men på den positive måde.«

Straks måtte han overbringe nyheden til chefen for verdens største cykelløb, Christian Prudhomme.

»Jeg ønskede ham godt nytår og forklarede, at dronningen havde nævnt det i talen. At det var stort – slet ikke normal procedure. Han svarede, at han var meget stolt.«

Alex Pedersen har i årevis puklet for at trække Tour-starten til Danmark. Siden det blev en realitet, har han fungeret som direktør for det såkaldte Grand Départ Copenhagen Denmark og altså nu som talsmand.

Alex Pedersen, talsmand for den danske Tour-start i 2022.
Alex Pedersen, talsmand for den danske Tour-start i 2022. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Og det var, som om dronningens ord fik det til stå tydeligt for ham, hvor vildt det faktisk er, at Tour de France tager sin begyndelse i Danmark – den nordligste start i løbets historie.

»Hvor stort det bliver. Hvor mange der følger det. Hvor spektakulært det egentlig er, at så stor en begivenhed kommer til vores lille land. Jeg blev stolt – og det viser den fantastiske støtte, vi har fået fra Dronningen, Kronprinsen og også prins Joachim,« siger Alex Pedersen.

Det er nemlig langtfra første gang, at den danske kongefamilie sender en hjælpende hånd til den danske Tour-delegation.

Allerede længe før aftalen om en dansk Tour de France-start var på plads, gav dronning Margrethe en særlig tilladelse til de håbefulde arrangører.

ASO-chef Christian Prudhomme og kronprins Frederik.
ASO-chef Christian Prudhomme og kronprins Frederik. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

»Vi har for flere år siden fået tilladelse til at køre første etape gennem slotspladsen på Amalienborg. Det gav Dronningen en personlig tilladelse til, inden vi lavede ruterne,« siger en taknemmelig Alex Pedersen.

Og da den storladne rutepræsentation i oktober blev gennemgået i Paris, indtog en rørt kronprins Frederik en hovedrolle med en længere tale på fransk.

»Det er en stor dag for Danmark og for cykelsporten i Danmark. Det rører også mig, at vi endelig har fået tre starter til Danmark forskellige steder i landet,« sagde han efter talen.

Fra 1. til 3. juli skal de største stjerner inden for cykling køre en 13 kilometer lang enkeltstart i København og en 199 kilometer lang og krævende etape fra Roskilde til Nyborg, før 182 kilometer fra Vejle til Sønderborg fuldender den danske Tour-start.