Quick-Step er blevet ramt af corona.

Holdet, der fredag triumferede på 1. etape af Tour de France, meddeler fredag aften, at holdets sportsdirektør er blevet ramt af smitte.

»Vi er kede af at annoncere, at sportsdirektør Tom Steels forlader Tour de France, efter at han er blevet testet positiv for covid-19,« skriver Quick-Step på Twitter.

Ud over Yves Lampaert, der noget overraskende var stærkeste mand på enkeltstarten i Københavns gader, har Quick-Step blandt andre tre danskere på sit hold til Tour de France. Det er Kasper Asgreen, Michael Mørkøv og Mikkel Honoré.

Holdet meddeler indtil videre ikke nærmere om, hvor meget Steels har været i kontakt med rytterne. Tidligere er også rytteren Tim Declercq fra Quick-Step blevet testet positiv og udskiftet inden løbets start.

Årets Tour de France er i det hele taget blevet ramt af flere tilfælde af corona i de seneste dage.

Onsdag meddelte Jonas Vingegaards hold, Jumbo-Visma, at sportsdirektør, Merijn Zeeman, var blevet testet positiv.

Siden fulgte fem ryttere, der alle blev udskiftet.

Det drejer sig ud over Declercq om Omer Goldstein og Daryl Impey fra Israel-Premier Tech, Matteo Trentin fra UAE Emirates samt Astanas Samuele Battistella.

Goldstein blev som den eneste af de nævnte ikke testet positiv for corona. Han blev udskiftet, fordi han var nærkontakt til en smittet.

Israel-mandskabet må også undvære holdets øverste sportslige leder, Rik Verbrugghe, som blev testet positiv for coronavirus, da han skulle rejse til København.