Look Saa Nicholas Kengkhetkid Mickelson.

OB's nye norske højreback har muligvis Superligaens lækreste navn.

Og nu er Nico Mickelson – som han kaldes, hvis det skal være kort og mundret – ankommet til Nature Energy Park, hvor han har kontrakt med OB til 2025.

»Jeg er meget glad for, at det kom i hus, og jeg glæder mig til at trække i OB-trøjen og spille for fansene,« fortæller den 22-årige nordmand til B.T. før onsdagens pokalkamp mod FC Roskilde.

I første omgang meldte OB mandag, at Nico Mickelson først ville tiltræde klubben ved årsskiftet, når hans kontrakt med den norske klub Strømsgodset udløb. I så fald ville han skifte transferfrit.

Men tirsdag aften – tre timer før transfervinduet klappede i – offentliggjorde klubben så, at nordmanden med de thailandske rødder skifter med det samme.

OB-sportschef Michael Hemmingsen kaldte det overfor B.T. en 'fornuftig aftale'.

»Det var alle parters ønske at få skiftet igennem med det samme.«

Nico Mickelson beskriver sig selv som en moderne back.

»Jeg kan lide at være med i offensiven,« slår han fast.

På højreback skal han konkurrere om spilletiden med Ryan Johnson Laursen og Robin Østrøm ligesom også Alexander Juel Andersen har huseret på pladsen i denne sæson.