Så er der nyt på transferfronten i Ådalen.

OB er blevet enige med Nicholas Mickelson, så den norske højreback skifter transferfrit til klubben, når hans kontrakt udløber i Strømsgodset til vinter.

Først lagde klubben en video på de sociale medier, hvor man kan se, at klubben begynder at følge nordmanden på Instagram.

Og kort efter kom bekræftelsen så endeligt på klubbens hjemmeside.

Den 22-årige nordmand beskrives som en ung og dynamisk forsvarsspiller, som med sin energi kan bidrage meget til truppen.

»Vi har fulgt ham længe, og vi er derfor rigtig glade for, at vi nu er blevet enige om en aftale,« siger sportschef i OB Michael Hemmingsen.

»Vi er rigtig glade for, at det er en kontrakt, der løber frem til sommeren 2025, for selvom Nico kun er 22 år, har han allerede spillet over 70 seniorkampe i Norge. Han har derfor en del rutine til trods for sin unge alder, og vi er sikre på, at det vil blive en stor gevinst for klubben,« fortsætter Michael Hemmingsen.

Nicholas Mickelson startede sin professionelle karriere i HamKam, hvor han nåede 41 førsteholdskampe, inden han i 2019 skiftede til Strømgodset, hvor han hidtil har spillet 32 kampe som både højre og venstre back. Han har desuden optrådt på alle norske ungdomslandshold fra U16- til U21-landsholdet.

Hovedpersonen selv siger:

»OB er en stor klub, så jeg glæder mig til at spille foran et stærkt publikum i en bedre liga på et højere niveau. Jeg glæder mig til at møde fansene og spille i Odense. Fans i OB kan se frem til en spiller, som gerne vil have bolden, og som bidrager til at skabe chancer og resultater.«

Kontrakten mellem OB og Nicholas Mickelson er gældende fra den 1. januar 2022 frem til den 30. juni 2025.