»Gribben fra Kerteminde« stod der på OB-fansenes medbragte banner som en hyldest til den netop solgte førstemålmand Oliver Christensen.
Fremover skal der bare stå »HC«.
I hvert fald hvis det står til førstevalget mellem stængerne i søndagens kamp mod AGF.
Unge Hans Christian Bernat var valgt foran Sayouba Mandé, men det betyder ikke, at kampen om målmandsposten i OB er afgjort.

»Lige nu er det stadig åbent, og jeg håber selvfølgelig, at Andreas (Alm. red.) er tilfreds med min præstation,« lød det fra keeperen efter kampen, hvor han kunne nyde de medrejsende OB-tilskuere synge hans navn efter slutfløjtet.
Og selvom Bernat har superligaerfaring fra foråret, kunne han sagtens mærke forskel.
»Ja, helt klart. De første par kampe har været som reserve. Nu bliver der kigget på mig og vurderet med andre øjne. Hvis en reservemålmand laver fejl er det okay, men nu bliver der kigget med helt andre øjne, og det handler om at sætte et aftryk,« vurderede han.
»HC« fik en usikker start med to mål imod sig på et kvarter. Men det skyldtes ikke ekstra nerver.

»Jeg sov som en sten i nat. Jeg havde det fint, da jeg gik på banen. Det er det, jeg render og laver hver dag. Det med at komme ind og mærke fansene skal lige 'overstås' i den første kamp, og så er jeg i gang.«
I situationen omkring AGF's første scoring så Bernat skidt ud, da han ville bokse bolden væk, før den nåede Patrick Mortensens pande. Den forfejlede clearing skabte chancen, der førte til hjemmeholdets scoring.
Men den burde slet ikke have talt, mener Bernat.
»Ved det første mål skulle jeg have haft frispark. Han har ingen intention om at heade den i kassen, og jeg føler, at han hopper direkte ind i mig. Men den skulle i hvert fald have været bokset længere væk. Sådan er det.«

Til gengæld diskede han op med en solid redning i en en-mod-en-situation sidst i kampen.
»Den gør, at vi i hvert fald går herfra med ét point.«
Og så kunne han glæde sig over, at holdkammeraten Moses Opondo reddede hans dag med en sen udligning.
»Det var dejligt, at Opondo fik skudt den ind. Det havde været en dårlig start for mig at tage her op og tabe. Så nu tager vi den andenbedste start, vi kan få.«


