Det var sådan lidt held i uheld, at Martin Ørnskov blev sendt på banen, da Mikkel Thygesen blev alvorligt skadet. For indskifteren endte med at gribe sin chance og blive kampens matchvinder i Brøndbys 1-0 sejr over FCMs tophold.

- Det var sindssygt fantastisk. Vi havde behov for de her tre point for at kunne nærme os FC Midtjylland, så det var sindssygt vigtigt. Den kunne være gået til begge sider, men vi er selvfølgelig glade for at vinde, sagde Martin Ørnskov til TV3 Plus.

Jævnbyrdigheden var også temaet i Brøndby-træner Thomas Franks analyse af opgøret.

- Det var meget lige, og det må have været spændende at kigge på kampen, hvor der var spænding og dramatik. Vi gik efter sejren og slog FCM. Det er vi rigtigt stolte af. De har ikke tabt siden april herovre. Vi fik samtidig det femte clean sheet i træk, og det var også niende kamp uden nederlag. Jeg ved godt, at de havde folk ude, men det havde vi også - og fik flere undervejs - så at komme herover og vinde en så tæt og intens kamp, det viser meget om den styrke og præcision, vi leverer, sagde Brøndby-træneren på TV 3 Plus.

Samme glæde fandt man naturligt nok ikke hos FCMs Glen Riddersholm.

- Jeg står med en ærgerlig følelse. Holdet i dag kæmper og kriger alt det, de har lært. Det er en helt lige kamp, der lige så godt kunne være endt uafgjort eller med sejr til FCM. Desværre faldt marginalerne ud til Brøndby i dag. Det må vi acceptere, selv om det er svært, lød det fra en mut FCM-træner.