Nordvest for København udspiller der sig lige nu en vaskeægte nabokrig mellem kommuner, hvor det fyger med beskyldninger og anklager over bygrænsen.

»Jeg ser det som et løftebrud og som hyklerisk,« siger Jacob Wøhler Jørgensen, der er kommunalbestyrelsesmedlem i Ballerup Kommune for Venstre, til B.T.

Striden bunder i, at Herlev Kommune, sammen med Furesø og Gladsaxe kommuner, har valgt at skifte fra de miljørigtige busser til busser på diesel på bestemte buslinjer. Kommunerne kan ikke trumfe beslutningen uden om Ballerup Kommune, fordi de sammen finansierer buslinjerne.

Jacob Wøhler Jørgensen mener, at Herlev Kommune truer sig til at trumfe beslutningen, fordi de i en henvendelse til kommunen har oplyst, at hvis ikke Ballerup bakker op om beslutningen, kan konsekvensen være, at to buslinjer ikke længere vil stoppe i Ballerup.

»Det er sjældent, at man oplever, at andre kommuner, eller myndigheder, sender trusselbreve til hinanden. Det svarer lidt til, at man har aftalt med sin nabo, at man skal have en busk i stedet for et plankeværk, fordi det er grønnere, det er bedre for miljøet, det er pænere. Så kommer man  et par dage senere og siger, at vi vil gerne have et plankeværk, der er dobbelt så højt, meget grimmere, og I skal for resten nikke 'godkend' til det, ellers så gennemtvinger vi det.«

Ifølge Jacob Wøhler Jørgensen forsøger Herlevs borgmester at gennemtvinge en sort løsning for buslinjerne.

»Jeg synes, at det er en forkert måde, og det er på bekostning af miljøet, hvor man tager vores borgere som gidsler. Ballerup og Herlev har familierelationer på kryds og tværs, og man vil åbenbart gøre det sværere for borgerne at rejse, kan jeg se, at en af truslerne er. Det er meget ærgerligt.«

Spørger man Jacob Wøhler Jørgensen, hvilke fordele det vil have for Ballerup, falder svaret prompte.

»Der er ikke nogen fordele for os eller vores borgere. Furesø og Gladsaxe kommuner støtter også op om forslaget. Jeg skal ikke kunne sige, om det er en lille borgmesterklub, hvor man laver sådan nogle aftaler. Jeg synes, at det er en forkert måde, og at det er på bekostning af miljøet, hvor man tager vores borgere som gidsler.«

Ballerup Kommune har endnu ikke stemt om forslaget, men står det til Jacob Wøhler Jørgensen, vil han gøre sit for, at den sorte dagsorden ikke bliver til virkelighed, når dagen kommer.

»Jeg håber, at mine kolleger kan se, at vi ikke skal finde os i trusler, og at vi ikke skal agere på trusler, fordi trusler hører ikke til mellem naboer.«

Små seks kilometer væk i nabokommunen Herlev er borgmesteren slet ikke enig i, at de truer Ballerup Kommune.

»Der er ikke nogen, der truer nogen her. Det er klart, at vi er nødt til at gøre opmærksom på, at hvis man ikke vil samarbejde, så har det den konsekvens, at andre kommuner står over for meget store besparelseskrav. Det er klart, hvad det vil få af konsekvens, hvis Ballerup Kommune stiller sig uden for samarbejdet, i det her tilfælde med tre nabokommuner. Hvis man gør det, så bliver det også sværere i fremtiden for Ballerup, næste gang de har brug for, at vi andre varetager et hensyn, som er deres,« siger Thomas Gyldal Petersen, der er borgmester i Herlev Kommune for Socialdemokratiet, til B.T.

Det grønne HVO-biodiesel er blevet for dyrt for Herlev Kommune, fordi det vil have en merudgift på 2-2,5 millioner kroner. Thomas Gyldal Petersen kan ikke se det hykleriske i beslutningsforslaget, da det, ifølge ham, kun vil være en midlertidig periode med diesel.

»Det er helt usædvanligt, synes jeg, at bruge den form for angreb i et kommunalt samarbejde, der historisk har været rigtig godt. Vi beder om, at man i en midlertidig periode, der kan vise sig at være meget kortvarig, sørger for, at vi kan holde hånden under alle vores buslinjer i området. Det er ikke hyklerisk. Det er en ansvarlig omgang med skatteborgernes penge og ansvarlig hensyntagen til borgernes mulighed for at bevæge sig på tværs af vores kommuner.«

Ballerup Kommune forventer at stemme om forslaget i det nye år.