77 elever blev smittet med corona som følge af en saunatur på højskole. Nu er en stor del tilbage på skolen.

En saunatur på Gerlev Idrætshøjskole på Sjælland blev skyld i et større udbrud med coronasmitte, hvor i alt 77 elever blev smittet med coronavirus. Men nu har man fået styr på udbruddet, og eleverne er begyndt at vende tilbage til undervisningen.

Det fortæller Tania Dethlefsen, forstander på højskolen. Der går 137 elever på højskolen, hvoraf knap 90 er til undervisning igen, fortæller hun.

Tania Dethlefsen fortæller, at man har testet samtlige 137 elever og 44 medarbejdere.

Tidligere i oktober var en række elever i sauna sammen uden at overholde afstandsregler. En af eleverne havde et familiemedlem med symptomer, men var selv testet negativ for coronavirus vedkommende viste sig dog ved en senere test at være smittet.

Siden steg smittetallet på højskolen hastigt og endte på i alt 77 smittede med coronavirus.

- Vi har jo som skole ansvar for, at retningslinjerne bliver overholdt. Det er ikke retningslinjerne, der er noget galt med her, men at eleverne har overtrådt dem, når der ikke har været ansatte til stede, siger Tania Dethlefsen.

Skolen tog efter udbruddet en række forholdsregler nogle af de smittede elever blev isoleret på en fløj på skolen, mens andre blev hjemsendt.

Men set i bakspejlet erkender Tania Dethlefsen, at man skulle have været mere fokuseret på hyppigere at huske eleverne på retningslinjerne.

- Ja, det skulle vi jo helt klart.

- Vi skulle have været meget tydeligere på det meget oftere i forhold til, hvordan eleverne opførte sig. Det er også de klare aftaler, vi nu har med eleverne. Vi kommer til at være mere til stede og følge mere op, siger hun.

/ritzau/