»En dag i mit liv: 23-årig politiker og studerende.«

Sådan står der på skærmen i blå skrift i en af de TikTok-videoer, 23-årige Mathilde Hjort Bressum (V) har over 15.000 visninger på.

I videoen, der klipper mellem korte sekvenser til underlægningsmusik, følger vi den unge byrådspolitiker fra morgen til aften – først med badekåben på, videre til skolearbejde og møder på Aarhus Rådhus og til sidst fyraften.

Siden hun lagde sin første TikTok-video ud i starten af februar, er hun kun blevet mere bidt af det.

»Inspirationen kommer fra Venstres Ungdom, der har startet en kanal, som har klaret sig godt på TikTok. Potentialet skulle være kæmpestort, fordi der er så mange unge, der bruger det,« siger Mathilde Hjort Bressum til B.T.

Som 23-årig er hun det yngste medlem af Aarhus Byråd. Hun blev valgt ind ved kommunalvalget i efteråret 2021, og hun slår sig op på at være »de unges liberale talerør« i Aarhus.

Derfor var det også nærliggende for hende at hoppe med på TikTok-bølgen, forklarer hun.

»Det er en fed måde at promovere politiske budskaber på. Det er en letfordøjelig og mere spiselig måde at tale politik til de unge på.«

Sådan ser Mathilde Hjort Bressums profil ud på TikTok.
Sådan ser Mathilde Hjort Bressums profil ud på TikTok.
Vis mere

Mange kender måske det sociale medie TikTok som en danse-app, men det har den unge byrådspolitiker alligevel ikke kastet sig ud i endnu.

Videoerne skildrer i stedet hendes liv som studerende og politiker, og så er de krydret med et politisk budskab fra Venstre.

Altid i en humoristisk tone og med underlægningsmusik, der i forvejen hitter på mediet.

»Jeg syntes, det var lidt grænseoverskridende i starten. Man deler meget af sig selv og også mere, end når man lægger billeder op eller skriver opslag på Facebook. Man er mere involveret på TikTok,« siger Mathilde Hjort Bressum.

I den video, der har fået flest visninger med over 20.000, medvirker Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen. Og han er ikke den eneste kollega, hun har fået lokket med i en video.

Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus, Christian Budde, har også fået en plads i spotlyset på Mathilde Hjort Bressums kanal – og hun arbejder på at få Gert Bjerregaard og Bünyamin Simsek fra byrådsgruppen med på vognen.

»Jeg har fået mange kommentarer fra mine kollegaer. De synes, det er sjovt. Nogle går også og driller mig lidt med det,« siger hun grinende.

Heldigvis er der ikke mange negative beskeder i kommentarsporene under hendes videoer, selvom det ikke helt kan undgås.

»Folk må gerne skrive, at Venstre er nederen. Men der kommer også kommentarer om mit udseende, min alder eller at jeg er kvinde. Men der er også mange, der deler, liker og skriver til mig, at de har stemt på mig.«

Så længe dét er responsen, har hun tænkt sig at fortsætte. Både for at promovere politiske budskaber og for at vise, at det ikke behøver være kedeligt at være byrådspolitiker.

»Jeg er ikke bange for ikke at blive taget seriøst. Det er et medie til unge mennesker, og jeg er selv 23 år gammel. Så det er lige der, jeg skal være,« slår hun fast.