Guide. Nyd billedskønne udsigter, tropiske kokospalmer, hvide sandstrande og funklende vand på disse fem paradisøer.

 

Playa de Holbox

Styr uden om Cancúns all-inclusive resorts og amerikanske kæder, og tag i stedet til søvnige Isla Holbox i Den Mexicanske Golf. På hele den nordlige del af Isla Holbox strækker der sig en kilometerlang sandstrand, og man skal ikke gå langt fra øens eneste lille by, før man får den helt for sig selv. Øen ligger inden for Yum Balam-naturreservatet, som er hjem for mere end 150 fuglearter, og hvis man fortsætter længere op ad stranden, vil man før eller siden støde ind i en flok vilde, lyserøde flamingoer.

Hvor: Isla Holbox, Mexico

Isla Holbox ligger i et naturreservat, der især er rigt på fugle - heriblandt flamingoer.
Isla Holbox ligger i et naturreservat, der især er rigt på fugle - heriblandt flamingoer.
Vis mere

Whitehaven Beach

Billedet af Whitehaven Beach bruges ofte i reklamer for Australien - og med god grund, for stranden må være en af de flotteste på jorden. Whitehaven Beach er en syv kilometer lang sandstrand på Whitsunday Island, der ligger i hjertet af verdens største koralrev, Great Barrier Reef. Stranden ligger i en beskyttet nationalpark, og den har adskillige gange vundet priser for at være ren og miljøvenlig, men det, der gør Whitehaven Beach ekstraordinær, er det kridhvide sand. For det bliver ikke meget hvidere. Sandet består af 98 pct. ren silica, og det høje indhold af stoffet giver en utroligt lys farve, som ikke findes på nogen af øens andre strande. Whitehaven Beach er lidt af et videnskabeligt mysterium, men geologer gætter på, at sandet er rejst med vinden for millioner af år siden. I modsætning til almindeligt sand holder det klare sand på Whitehaven Beach ikke på varmen, så selv når temperaturen er på sit højeste, kan man spadsere barfodet op og ned ad stranden.

Hvor: Whitsunday Islands, Australien

Smathers Beach

Der er ikke mange steder, der er bedre egnet til at pleje krop og sind end Smathers Beach i det sydlige Key West. Den lange strand opfylder Florida-drømmen om svajende palmer, hvidt sand og smukt, klart vand. Smathers Beach kan tilbyde vandaktiviteter til alle temperamenter, og man kan blandt andet udforske bølgerne i en lejet sejlbåd, prøve kræfter med at ro i kajak eller forsøge at holde balancen på et stand-up paddleboard.

Hvor: Key West, Florida, USA

Pelican Beach er indbegrebet af fred og idyl.
Pelican Beach er indbegrebet af fred og idyl.
Vis mere

Pelican Beach

Få rejsende finder hele vejen til Little Corn Island, der hører til Nicaragua. Øerne ligger et godt stykke fra Nicaraguas østkyst, og den besværlige tur ud til øen gør Little Corn Island til en af Caribiens bedst bevarede hemmeligheder. Selv om øen officielt hører til Nicaragua, har de fleste indfødte øboere nemlig mere tilfælles med andre caribiske øer, end de har med fastlandet. Gider man tage den lange rejse, bliver man belønnet med en fredelig, afslappet atmosfære og et imødekommende folkefærd. Her er ingen biler, ingen store veje, og størstedelen render rundt på bare fødder. Flere af øens østlige strande er helt uforstyrrede med kokospalmer ned til vandkanten.

Hvor: Little Corn Island, Nicaragua

Hidden Beach

Filippinerne har paradisiske strande, og El Nido i Palawanprovinsen rangerer gang på gang øverst på lister over verdens smukkeste strandestinationer. Fra El Nido går der bådture til flere af de 45 klippeøer, der ligger i Bacuit-øhavet, og især Hidden Beach på Matinloc Island er et fantastisk syn. Stranden kan ikke ses fra havet (heraf det opfindsomme navn), og da det lave vand forhindrer bådene i at sejle tæt på, skal man selv snorkle eller svømme sig frem til den skjulte strand. Når først man er svømmet i land, kan man lægge sig på sandet og nyde udsigten til det smaragd-grønne vand og en beundringsværdig kalkstensklippe, der tårner sig op for enden af Hidden Beach. De andre eksotiske øer ud for El Nido byder på bundløse laguner, massive kalkstensformationer og strande med udsigt til fuldstændig klart vand, der skifter mellem forskellige blågrønne nuancer. Ø-hop fra El Nido er en udsøgt ferieoplevelse.

Hvor: Matinloc Island ud for El Nido, Filippinerne

Hidden Beach med en af de karakteristiske limstensklipper, der skjuler stranden for dem, som ikke ved, den er der.
Hidden Beach med en af de karakteristiske limstensklipper, der skjuler stranden for dem, som ikke ved, den er der.
Vis mere