Huspriserne på det danske boligmarked ventes at falde nogle procenter i år.

Faldet forventes dog at blive noget mere afdæmpet end under finanskrisen. Det skriver regeringen i rapporten Økonomisk Redegørelse.

- Der er udsigt til, at aktiviteten på boligmarkedet falder betydeligt som følge af den meget store usikkerhed om de økonomiske konsekvenser af coronapandemien, skriver regeringen i rapporten.

Det påpeges dog, at boligmarkedet var i pæn fremgang før coronakrisen med stigende boligpriser og en relativt høj omsætning.

Samtidig var boligmarkedet landet over solidt funderet, og der var ikke tegn på ubalancer.

- Disse forhold medvirker til at holde hånden under boligmarkedet - trods den modvind, som konjunkturtilbageslaget medfører.

- Derfor forventes faldet i huspriserne at blive væsentligt mere afdæmpet end under finanskrisen og relativt moderat i et historisk perspektiv, står der i rapporten.

Konkret skønner regeringen, at huspriserne i 2020 vil falde med 4,2 procent, og at priserne derefter vil stige med 0,5 procent i 2021.

Til sammenligning var der et år under finanskrisen, hvor huspriserne faldt med mere end ti procent.

/ritzau/