Efter et massivt pres fra medierne, har regeringen nu meldt ud, at danske embedsmænd har holdt møder i Rwanda.

Møder om samarbejdsaftaler i forhold til asyl- og migrationsarbejde og politisk udviklingssamarbejde.

Udenrigsministeriet har sendt en pressemeddelelse ud, hvor de anerkender mødet og fortæller, at der er enighed om at indgå to samarbejdsaftaler.

Ifølge pressemeddelelsen er der ikke tale om forpligtende aftaler, men de skal udgøre en ramme for fremtidigt samarbejde.

Udmeldingen kommer efter en række afsløringer, hvor regeringen har forsøgt at holde det skjult, hvilke lande, der har været i spil til et modtagecenter af danske asylansøgere.

En af grundene til afsløringen var blandt andet, at Etiopien selv har delt et møde med den danske regering på Twitter.

Her bliver det beskrevet, at Danmarks udsendte Anders Tang Friborg holdt møde med Etiopiens statsminister om migration.

Jyllands-Posten bragte tirsdag en artikel om emnet.