Københavns Politi er sent lørdag aften rykket ud til et skyderi ved Tølløsevej i Brønshøj. Det oplyser vagtchef Henrik Brix omkring klokken et natten til søndag.

- Vi får en anmeldelse, der lyder på skyderi eller måske fyrværkeri og slagsmål mellem nogle unge mennesker. Da vi lander derude, er der ingen mennesker. Men vi finder affyret ammunition, siger vagtchefen.

To mænd er i løbet af natten blevet bragt på hospitalet. Den ene med knivstik og den anden med skudsår i benet. Tilstanden på mændene er ukendt.

- De to ting har muligvis noget med hændelsen på Tølløsevej at gøre, men jeg kan kun sige muligvis, fordi vi har ikke fået dem afhørt. Der er en del løse ender, siger vagtchefen.

Politiet har ingen anholdelser i forbindelse med hændelsen, og de pårørende til mændene er ikke underrettet endnu.

Natten til søndag arbejder Københavns Politi fortsat på stedet og har afspærret området.

- Vi er i gang med at søge på stedet. Det vil vi være noget tid endnu, siger Henrik Brix.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 23.35.

/ritzau/