Blandt grise i metalbure har tre danske mænd af flere omgange formået at smugle samlet et ton hash fra Spanien til Danmark. 

Sådan lyder sigtelsen mod to mænd på 33 og en på 41 år, som er blevet anholdt på Fyn og i Syd- og Sønderjylland, og nu er varetægtsfængslet frem til 29. juni. En af de fængslede er ifølge B.T.s oplysninger en del af Hells Angels. 

Mere konkret er mændene sigtet for hele tre gange at have smuglet de store mængder hash til Danmark fra Spanien i en grisetransport med henblik på videreoverdragelse og videresalg. 

Første gang mellem 2. og 3. oktober 2020, hvor de har smuglet ikke under 468 kilo hash fra Spanien til Danmark. 

Den ene af personerne anskaffede ifølge sigtelsen hashen i Spanien, hvorefter de to andre sørgede for, at den blev leveret af en grisetransport til en adresse i Sønderjylland og Odense. 

Blot ti dage senere skete det endnu engang. Denne gang var der tale om ikke under 133 kilo hash, som blev leveret til en adresse i Greve.

Tredje indsmugling skete 21. november 2020, hvor der blev indsmuglet 429,3 kilo hash til en adresse på Fyn. 

Udover de tre danske mænd er også to mænd anholdt af spansk politi i samme sag i området ved Marbella på den spanske solkyst. Her er den ene ifølge B.T.s oplysninger prøvemedlem i HA.

De to, der er 31 og 57 år, blev anholdt med henblik på udlevering til Danmark og er sigtet for at have stået bag indsmuglingen af to tons. 

Politiet vil ikke kommentere B.T.s oplysninger om, at to af mændene er del af Hells Angels, men kun at de er medlemmer af en såkaldt rockergruppering.

»På baggrund af godt internationalt samarbejde med de spanske myndigheder har vi ved en koordineret anholdelsesaktion anholdt fem mænd i Danmark og Spanien,« siger vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen

»Vi har mistanke om, at mændene er en del af et organiseret narkotikanetværk, der har indsmuglet store mængder hash fra Spanien til Danmark, hvor narkotikaen er blevet videredistribueret i det kriminelle miljø.«

»Med anholdelserne har vi fjernet et centralt led i et organiseret narkotikanetværk,« siger han endvidere.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast: