Ved dette års New York Film Festival troppede 'Joker'-stjernen Joaquin Phoenix op med et helt nyt look på den røde løber.

For selvom de fleste kender ham for dystre og utraditionelle roller i en lang række film, herunder den prisvindende dramafilm 'Joker', er Joaquin Phoenix efterhånden også velkendt for at gå 'all in' på sit udseende.

Det blev for alvor bekræftet i tirsdags, da den 46-årige verdensstjerne var til stede under New York Film Festival i forbindelse med promoveringen af hans nyeste film 'C'mon, C'mon', hvor han spiller en rolle som radiojournalist.

På den røde løber var det nemlig ikke kun den kommende film, som Joaquin Phoenix fik opmærksomhed for, men også hans nye – og lidt anderledes – look.

For ikke nok med at den amerikanske skuespiller troppede op i en hættetrøje, der havde teksten 'Support Animal Liberation Front', så havde Joaquin Phoenix også vinket farvel til sine lange lokker.

Og netop frisuren har vakt opsigt.

'Joker'-skuespilleren har nemlig fået en lidt utraditionel klipning, om man vil, idet det kun er toppen af håret, som han har fået klippet.

Det kan man blandt andet se på hans nyeste opslag på Instagram.

Om forvandlingen er sket i forbindelse med optagelser til en ny film, er uklart, men det ville ikke være første gang, at den amerikanske skuespiller skifter look til fordel for en rolle.

Da Joaquin Phoenix påtog sig rollen som Arthur Fleck i 'Joker', tabte han sig nemlig hele 23 kilo inden optagelserne.