El-løbehjulene har vakt meget debat. Ofte fordi folk mener, de udgør en risiko i trafikken.
Nu melder skuespillerinde Iben Hjejle sig ind i debatten med et indspark til voksne, der har ansvar for børn, som kører på løbehjul.
'Bekymringsbulldoggen har som sådan ikke noget imod at I kører med jeres små børn foran på de dér hurtige elløbehjul, men kan I ikke please give dem cykelhjelme på, spør den?'
Sådan skriver Iben Hjejle på sin Instagram-profil i en venlig opfordring.
Sammen med sin forespørgsel har hun lagt et billede af sig selv med et filter på, der får hende til at ligne en hund.
Flere folk melder sig i kommentar-sporet med lignende bekymringer.
'Eller passe på poderne når de kører på løbecykler på en megastejl vej? Var lige ved at gribe fat i et fremmed barn den anden dag, og det tror jeg trods alt ikke, at moderen ville have sat pris på,' skriver en bruger.
'Høøøørt!' lyder det fra en anden.
El-løbehjulene har også medført andre problemer.
På bare én weekend sigtede Københavns Politi 24 personer for at have kørt på løbehjulene med alkohol i blodet.
Firmaet Lime, som står bag nogle af udlejningsløbehjulene i hovedstaden, siger, at de vil gøre op med det problem i en funktion i deres app, hvor de vil opfordre brugere til at undlade at køre påvriket på løbehjul.
B.T. har forsøgt at få fat i Iben Hjejle for en kommentar, men det er ikke lykkedes inden deadline.