Alt er diskret og anonymt, når man træder over dørtrinnet til Hr. Møllers hjem. Den stenrige skibsreder vil for alt i verden ikke prale.

Her er ingen markante designermøbler, noget dyrt anlæg eller kæmpemæssig hjemmebiograf. Ingen bogreol, billeder af familien og andre personlige og hyggelige ting afslører noget om husets beboer. For den 96-årige rigmand hader at prale og købe dyre ting, medmindre de er af den ypperste kvalitet. Og så skal der være orden.

- Hvis man ikke vidste, hvem der boede her, ville man ikke ane det. Og så alligevel. For når man kender Hr. Møller, så ved man, at sådan vil han bo. Uden nogen overflødig luksus eller pral, men med alle detaljer gennemtænkt, og alle materialer er det bedste, siger Erik Bergmann, der er en af de få, der som tidligere chauffør for Mærsk kender huset ud og ind.

- Det hele er holdt i en mørk, lidt tung stil med møbler i mørkt træ. Her er ingen kendte designermøbler eller synligt eksklusive ting. Men det er stilfuldt og kvalitet, der holder og ser pænt ud, beretter Erik Bergmann.

Møbel- og kunstkender

Møblerne hører dog ikke til den billige slags, men er lavet af nogle af de mest eksklusive møbelskabere, som man skal være ekspert for at kende. Og det er Mærsk.

I forbindelse med sit arbejde med udsmykningen til Operaen er kunstneren Per Kirkeby en af de få, der både har haft besøg af Hr. Møller og selv været i skibsrederens hjem.

Han beskriver i bogen 'Mærsk' af Thomas Larsen og Finn Mortensen, hvordan Mærsk lagde mærke til mange af de specielle møbler hos kunstneren. Blandt andet af Diego Giacometti, som er bror til den verdensberømte skulptør Alberto Giacometti, som Mærsk selv har værker af i sit hjem.

Men selvom kunsten har en vigtig plads i skibsrederens hjem, er det den kendte 'rettidige omhu', som har præget hele hans liv, der går igen i hjemmet. Et godt eksempel er lyset, som der ifølge Erik Bergmann er brugt timer på at udtænke. På en af væggene hænger en række malerier af blandt andre Picasso og Matisse, der bliver lyst op af en prismelampe. Prismerne er sat med millimeterpræcision, så hvert billede rammes af lyset.

- Manden, der lavede det, gik der en hel dag og justerede på prismerne og lyset, så det faldt lige nøjagtigt inden for rammen af hvert enkelt maleri. Når det var mørkt udenfor, og man tændte lyset, så det meget imponerende ud, fortæller Erik Bergmann.

Alt personligt er gemt væk

Når Mærsks kunstsamling har bidraget til offentlige udstillinger, har det været anonymt. Et godt billede på den anonymitet og beskedenhed, der hele tiden går igen hos Mærsk. Alle personlige ting, der kunne afsløre noget om skibsrederen, er væk fra hjemmet. Ingen bøger, ingen musik eller andet, der afslører hans smag og interesse.

En af de eneste personlige ting i hjemmet er et stort maleri af Mærsk Mc-Kinneys nu afdøde kone, Emma Mærsk. I sit soveværelse har Mærsk Mc-Kinney også et billede af Emma, ligesom hun havde et af ham i sit soveværelse.