Esbjerg Energy tabte onsdag 2-8 i Aalborg, men fik revanche hjemme, da Odense blev slået 6-0 fredag.

Esbjerg. Ishockeyherrerne fra Esbjerg Energy leverer målrige opgør i øjeblikket i Metal Ligaen.

Efter en ordentlig øretæve på 2-8 til mesterholdet Aalborg Pirates onsdag aften var det tid til revanche fredag.

Den fik Esbjerg, som hjemme tog imod Odense Bulldogs, og her var det Esbjerg, som uddelte en gevaldig lussing, da hjemmeholdet vandt opgøret 6-0.

Dermed hentede Esbjerg, der blev mester i 2016 og 2017, sæsonens blot anden sejr i otte kampe, hvilket placerer vestjyderne som tredjesidst.

Der var dog fart på skøjterne fredag og allerede efter to minutter af første periode var Esbjerg foran 1-0 efter Christian Wejses scoring.

Det blev også 2-0 i første periode ved Felix Scheel, mens Colin Vock øgede til 3-0 i anden periode.

I tredje periode blev opgøret lukket med yderligere tre Esbjerg-mål.

Topholdet Rungsted Seier Capital måtte indkassere sæsonens andet nederlag hjemme mod Sønderjyske, der vandt 3-0.

Rungsted topper fortsat ligaen med 18 point.

Aalborg Pirates ligger på tredjepladsen med 16 point, efter at Rødovre Mighty Bulls ude blev besejret efter straffeslag.

Herning Blue Fox vandt hjemme 3-2 over Herlev Eagles.

Meget kan dog stadig rykkes rundt i ligaen, hvor der skal spilles 45 kampe i grundspillet, inden man indleder kvartfinalekampene i jagten på en dansk mester.

/ritzau/