Aalborg Pirates var foran 2-0, men måtte nøjes med to point, da holdet først efter straffeslag slog Rødovre.

Ishockeyklubben Aalborg Pirates smed fredag aften et vigtigt point i kampen om fjerdepladsen i Metalligaen.

I andensidste spillerunde af grundspillet satte nordjyderne en 2-0-føring over styr og endte med at spille 2-2 mod Rødovre Mighty Bulls i den ordinære spilletid.

Aalborg endte dog med at vinde kampen efter straffeslag og kunne dermed tage to point med til tabellen.

Det betyder, at Aalborg beholder fjerdepladsen med 64 point - to mere end Esbjerg på femtepladsen.

Esbjergenserne vandt tidligere fredag deres kamp i et sandt målorgie på hjemmebanen i Esbjerg.

Hele 11 mål blev det til, da Odense Bulldogs blev besejret med 8-3.

Kampen om fjerde- og femtepladsen er vigtig, da de to hold har gode muligheder for at møde hinanden i playoffkampene, og den højst placerede fra slutspillet vil her have fordel af hjemmebane i en eventuel syvende kamp.

Aalborg skal møde Frederikshavn White Hawks, der ligger nummer tre i tabellen, i den sidste spillerunde. Esbjerg skal op mod Sønderjyske.

Og netop Sønderjyske slog fredag aften Rungsted med 4-2 i ligaens topbrag.

Begge hold havde på forhånd sikret sig henholdsvis anden- og førstepladsen i ligaen, og derfor var det kun pynt, da sønderjyderne kunne sætte tre point ind på kontoen.

Sønderjyske har 77 point, mens Rungsted ligger suverænt i spidsen med 84 point.

I fredagens sidste kamp vandt Herlev Eagles med 4-3 efter forlænget spilletid over Herning Blue Fox.

Sidste spillerunde i Metalligaen spilles søndag.

/ritzau/