Han har pippet lidt om det famøse optrin.

Men denne gang går Chris Rock planken ud og langer direkte ud efter selvsamme Will Smith, som gav ham en lussing ved sidste Oscar-show – og skuespillerens kone, Jada Pinkett Smith, som han fik lussingen for sin joke om.

I et særligt liveudsendt Netflix-show af komikeren er slutningen nemlig på bekostning af skuespillerægteparret, skriver Reuters.

Først og fremmest nævner Chris Rock, at han så slaveridramaet 'Emancipation' med Will Smith i hovedrollen bare for at se ham »få tæsk«, mens han selv heppede »slå ham igen« og »du overså et sted«.

Ikke mindst langer komikeren ud efter Jada Pinkett Smith, som åbent har fortalt om den affære, hun selv kaldte en 'forvikling' under det igangværende ægteskab med Will Smith.

»Jeg har ikke nogen forviklinger. Hun har såret ham meget mere, end han sårede mig,« lyder det fra komikeren i liveudsendelsen.

Selve titlen 'Selektiv vrede' er også en stikpille til Will Smith, afslører Chris Rock i showet, fordi han mener, at skuespilleren gjorde sig skyldig i at rette sin vrede mod komikeren frem for sin kone, som Chris Rock sammenlignede med G.I. Jane, fordi hun er skaldet på grund af sygdommen pletskaldethed.

Chris Rock tog imod en lussing af Will Smith på scenen til Oscar-showet, efter han havde fortalt en joke om skuespillerens kones sygdom. Will Smith har siden undskyldt og trukket sig fra Oscar-akademiet.
Chris Rock tog imod en lussing af Will Smith på scenen til Oscar-showet, efter han havde fortalt en joke om skuespillerens kones sygdom. Will Smith har siden undskyldt og trukket sig fra Oscar-akademiet. Foto: BRIAN SNYDER
Vis mere

Slutteligt forklarer Chris Rock også, hvorfor han ikke slog tilbage på Will Smith den skæbnesvangre Oscar-nat, hvor skuespilleren gik på scenen og gav ham en syngende lussing foran publikum og tv-seere verden over.

»Jeg har forældre, og ved I, hvad mine forældre har lært mig?« joker Chris Rock.

»Lad være med at slås foran hvide folk!«

Smith-ægteparret har endnu ikke kommenteret Chris Rocks nye udtalelser.

Will Smith har dog tidligere offentligt givet Chris Rock en undskyldning for lussingen, ligesom han blev udelukket i ti år af Oscar-akademiet for optrinnet.