Mirakuløst lykkedes det ikke Danmark at vinde, da de mandag aften spillede 0-0 med Irland.

Men de 11 grønklædte irere var også kommet til Århus med én mission. At dræbe kampen så meget som muligt. Dét var de til gengæld rigtigt dygtige til. Danmark havde kun fire afslutninger indenfor rammen.

Irland havde ingen i en kamp, der ellers talte 29 afslutninger. Det blev samtidig fjerde kamp i streg, hvor Irland ikke har scoret. Og det er en negativ rekord for landsholdet, der nu bliver savet over i de irske medier.

»Det var i sandheden en kamp, der gjorde, at man mister lysten til fodbold resten af livet. Irland forsvarede i hobetal, og de havde intet at tilbyde offensivt. Det er en kamp, vi allerede har glemt,« skriver SkySports om opgøret, der langt fra går over i fodboldhistorien.

  • »Hvordan Danmark ikke har vundet den kamp, kommer vi aldrig til at forstå. Hvis nogen ikke så statistikkerne fra kampen, så havde Danmark 75 procent boldbesiddelse og 26 skud. Irland havde ikke et eneste indenfor rammen gennem hele kampen,« skriver BBC.
  • »Sååååå, det er det. En dødkedelig uafgjort, der slutter en skuffende sæson for irsk fodbold. I 570 minutter er det ikke lykkedes at score nu,« skriver The Irish Times.
  • »Det er uvist, om endnu en ringe præstation får konsekvenser for Martin O'Neill. Men de fans, der bravt har trodset kulden for at vise deres støtte, havde i den grad fortjent mere!,« skriver The Journal.

Også Pierre-Emile Højbjerg var langt fra imponeret over Irland, da han efter kampen gav sit syn på deres præstaion.

»Jeg synes, vi får skabt en lille smule og ligger dem under pres. Vi spiller til tider hurtigt. Det er utroligt svært mod en modstander, der vil så godt som intet. Det er ikke så godt for fodbolden, at man går til sådan nogen kampe og så ikke vil noget som helst,« sagde han til Kanal5 og fulgte op.

»De havde ikke noget at tabe, eller selvfølgelig har man altid æren at tabe, men som fodboldelsker tænker man lidt, at man går på banen for at vinde og for at kreere noget. Det gjorde de i hvert fald ikke. Det synes jeg er lidt... Ja, uromantisk," sagde en tydeligt skuffet Højbjerg-