Selv om svenske Zlatan Ibrahimovic bliver ved med at imponere, er det selv for superstjernen fra Paris Saint Germain ikke hverdagskost at score fire mål i én kamp, som han gjorde mod Anderlecht.

Faktisk er 'Ibra' kun den 10. i Champions League-historien, der leverer den præstation. Derfor følte holdkammeraterne fra PSG, at der var grund til at markere den historiske præstation, hvor Anderlecht blev tævet 5-0 på eget græs. Så ifølge den svenske avis Aftonbladet skrev alle PSG-spillere deres autograf på kampbolden efter storsejren og overrakte den til Zlatan Ibrahimovic.

- Det føles rigtigt dejligt. Det tredje mål var det bedste. Jeg skød langt udefra, den gik ind, og det føltes som et rigtigt hårdt skud, sagde Zlatan Ibrahimovic til Aftonbladet om det bragende flotte langskudsmål, som alle taler om dagen efter.

En usædvanlig ydmyg Zlatan ville dog hellere hylde hele holdet for præstationen. Men holdkammeraten Marco Verratti var ikke sen til at give svenskeren det meste af æren for storsejren.

- Ibrahimovic? Jeg savner ord. Han overrasker endda os, som ser ham hver dag til træning. Det er fantastisk at se ham spille, og de gav ham stor applaus ved det tredje mål, selv deres eget publikum, sagde Verratti til Aftonbladet og drog den selvfølgelige konklusion:

- Ibra er en af verdens bedste spillere.