Den 41-årige FCK-legende Cesar Santin fra Brasilien kæmper lige nu mod en kræftsygdom, som blev konstateret i juni.

Det fortalte Santin i et opslag på sin Instagram-konto, hvori han skrev: 'I dag begynder den vigtigste kamp i min karriere,' med henblik på at gøre alt for at blive rask igen.

Nu fortæller Cesar Santin til svenske Aftonbladet, hvor han står henne i sit sygdomsforløb. Han begynder nemlig på strålebehandling 6. oktober.

»Der vil være fire behandlinger. Herefter vil lægerne lave et tjek for at se, hvordan det så er gået. Jeg har en type kræftsvulst, der vokser meget langsomt, og som lægerne har sagt kræver behandling,« siger Cesar Santin til Aftonbladet.

Cesar Santin opsøgte i første omgang læger i Danmark grundet, han havde mistet hørelsen på det ene øre.

Efter at have undersøgt den 41-årige brasilianer kunne lægerne konstatere, at man havde fundet en kræftsvulst.

Efter Instagram-opslaget med en sengeliggende Santin på Rigshospitalet, der blev lagt op af brasilianeren selv, strømmede det ind med ønsket om god bedring fra nær og fjern.

'Kære Cesar. Vi tænker alle på dig og ønsker dig en hurtig og fuld bedring. Vi ved, at du også vil vinde denne kamp,' skrev FC København dengang.

'Bror, tro på Gud, og at alt er muligt. Du ved, at vi er sammen i denne kamp, ​​og endnu en gang vil du gå sejrrigt ud, som du altid har gjort det i din karriere … Vi er altid sammen om det,' skrev landsmanden Claudemir, der ligesom Santin var en stor spiller i starten af 2010erne i FC København.

Santin nåede 220 kampe for FCK og valgte at bosætte sig i Danmark, efter karrieren var forbi.

Den brasilianske angriber nåede hele 83 scoringer og 31 oplæg i sin tid hos hovedstadsklubben.