Over 70 pct. af svenskerne mener i en afstemning på Aftonbladet.se, at Zlatan Ibrahimovic lige nu er verdens bedste fodboldspiller.

Også resten af verden bøjer sig i støvet for svenskerens præstationer i lidt mere moderat målestok efter målfyrværkeriet mod Anderlecht i Champions League. Men én ting er at være stor lige her og nu. Hvad hvis man ser lidt bredere på det svenske fodbold-ikons karriere og status i international fodbold? Og sammenligner ham med Danmarks mest lysende stjerne gennem tiden, Michael Laudrup? Hvem er så størst? Zlatan eller Laudrup?

Niels Christian Frederiksen, der er fodboldkommentator på Canal9 og Canal8, kaster sig gerne ud i den duel og drager konklusionen uden tvivl i stemmen.

- Jeg synes, Zlatan Ibrahimovic er en større fodboldspiller, end Michael Laudrup var, og det er sagt i al respekt for Laudrup, der var en fantastisk spiller. Men tager man de rød/hvide briller af og kigger på de to, så mener jeg, at Zlatan er på en højere hylde end Michael Laudrup, siger Niels Christian Frederiksen og begrunder sin holdning.

- Med fem mesterskaber i Spanien og en kæmpe status i spansk fodbold, som Laudrup stadig har, skal der noget til. Men alligevel synes jeg, Zlatan er større. Også ud fra et globalt perspektiv. Hvis man følger med i internationale sportsblade, mener jeg ikke, man kan være i tvivl om, at Zlatans globale brand er større end Laudrups. Og selv om man lægger filter på og ser på, at man i dag bliver mere hypet end i Laudrups tid, er det nok til at sige, at Zlatan er størst, mener Canal9-kommentatoren.

Niels Christian Frederiksen fremhæver blandt andet det faktum, at Zlatan Ibrahimovic var med til at vinde otte nationale mesterskaber i træk fra 2004 med Ajax, Juventus, Inter, Barcelona og Milan, hvor han i alle klubber på nær Barcelona havde stor indflydelse på, at det gik sådan.

- Det er indiskutabelt, at han i de klubber, han har været i, har haft betydning for resultaterne. Se bare hvordan Milan er faldet helt sammen, efter at de solgte ham og Thiago Silva til PSG. Han har haft kæmpe andel i alle de mesterskaber undtagen det i Barcelona. Og i Spanien lavede Zlatan alligevel 16 mål i 29 kampe i ligaen, selv om man sidder med en fornemmelse af, at det var en fiasko. Hvis det var hans lavpunkt i karrieren, så tager jeg hatten af, siger Niels Christian Frederiksen.

- Det er fuldstændig outrageous. Og nu er han gudhjælpemig også blevet mester med Paris Saint Germain. Og selv om Zlatan er 32 år, virker det som om, han ikke er mæt, og han overgår sig selv hele tiden.

Niels Christian Frederiksen giver også Zlatan sejren i ikon-duellen, fordi svenskeren for ham at se er en større individualist, end Laudrup var.

- Han giver mere til masserne. Jeg anerkender fuldt ud Laudrup, men en af de ting, der trækker ned for ham er, at han var alt for uselvisk. Han havde for travlt med at sætte de andre op. Man kunne godt efterlyse nogle flere mål fra ham. Den frækhed, Zlatan har, den kunne have klædt Laudrup på mange måder, uden at han havde behøvet at tage det hele, siger fodboldkommentatoren og konkluderer.

- Det aftryk, Zlatan efterlader i historien, er efter min mening større end Laudrups.