Jørgen Stensgaard stopper med øjeblikkelig virkning som administrerende direktør i Waoo, der er en stor dansk internet- og tv-udbyder.

Det oplyser Waoos bestyrelse i en pressemeddelelse, som ITWatch har fået tilsendt.

I pressemeddelelsen lyder det, at Jørgen Stensgaard stopper som følge af 'økonomiske dispositioner, der ikke er forenelige med virksomhedens værdier og rollen som administrerende direktør'.

Et medlem af bestyrelsen fortæller videre, hvordan det hele startede.

Det er Casper Holst-Christensen, der er bestyrelsesformand, som udtaler sig til ITWatch. Han forklarer, at de var blevet opmærksomme på potentielle uregelmæssigheder og fik derfor undersøgt forholdene af advokater.

Det lagde grund til at bede om en skriftlig redegørelse fra Jørgen Stensgaard.

For Jørgen Stenagaard betød undersøgelsen fra advokatfirmaet og redegørelsen fra ham selv dog, at han måtte fratræde sin stilling øjeblikkelig.

Waoos bestyrelse har ikke ønsket at oplyse flere detaljer om undersøgelsen, og hvad den helt konkret fik ud på. Jørgen Stensgaard har heller ikke ønsket at kommentere sin fratrædelse til ITWatch.