Det kommer an på, hvilket England man identificerer sig med. Jeg er selv splittet på spørgsmålet, og her er hvorfor.
Der er noget dobbelttydigt ved England og engelskhed. Det føler jeg, at jeg har mandat til at sige efter at have boet derovre i mere end tyve år.
På samme tid står England og engelsk kultur for noget af det smukkeste i verden og for noget af det mest ubehagelige.
Vi så glimt af det grimme, da England slog Danmark i EM-semifinalen forleden. Det var, som den lødige del af den britiske presse efterfølgende konstaterede, uværdigt og usmageligt at buhe den danske nationalsang efter alt, hvad det danske hold har været gennem. Det var fejt og farligt at forsøge at ramme Kasper Schmeichel i øjnene med en laserpen.
De efterfølgende angreb på uskyldige danske tilskuere med tilråb om, at de ikke hører til her, er jo decideret svineri. Denne underside af engelskhed har altid eksisteret. De af os, der er gamle nok til at huske hooliganismen i fuldt flor, ved, at bæstet nok er tøjlet, men at det konstant truer med at rive lænken itu.
I fodboldsammenhænge har der i årtier hersket en absolut mangel på selvindsigt i forhold til landsholdets faktiske evner. En hovenhed, der, når englænderne taber (hvad de jo som oftest gør), fører til fornyet selvhad.
I 1998 hyldede englænderne først David Beckham som verdens bedste fodboldspiller, hvorefter The Daily Mirror lavede en dartskive af hans hoved, som de anbefalede, at folk klippede ud og brugte, efter at Beckham blev udvist i knald-eller-fald-kampen mod Argentina.
Jeg kender englændere, der har svært ved at holde med England, fordi de afstumpede har forsøgt at tage patent på engelskhed.
Den stygge engelske nationalisme har de seneste år vokset sig stærk igen. En del af Brexit og trangen til at løsrive sig fra os andre kan forklares gennem denne chauvinisme, der i lige så høj grad er to fingre (den engelske udgave af vores fremstrakte langemand) til eliten i London som til Bruxelles.
Men den anden del af Brexit-trangen er en ærlig længsel tilbage til svundne tider. Til dengang, hvor britisk kultur og dannelse gjorde en forskel i verden. Vi skylder briterne stor tak for deres enorme bidrag til filosofi, kunst og til det demokratiske samfund.
I yderste potens er det vel eksemplificeret i Londons stædige modstand mod overmagten fra Nazityskland. Ikke fordi Churchill ikke kunne have kommet til en forståelse med Adolf Hitler, men fordi de demokratiske værdier, Storbritannien stod for, var uforenelige med nazismen, og at London forstod, at disse værdier var værd at kæmpe og dø for.
Det England, der opstod af asken efter Anden Verdenskrig var, omend langt mindre magtfuldt end det tabte imperium, et samfund, der forsøgte at rumme store modsætninger, og et langt stykke hen ad vejen lykkedes med det.
Det engelske klassesamfund kan man sige meget grimt om, men sammenholdet i arbejderklassen i årtierne efter krigen var både stærkt og smukt, og fodboldkulturen spillede her en enorm rolle.
De rige så ikke fodbold, de spillede polo og rugby, og det stærke klubtilhørsforhold til de engelske fodboldklubber stammer fra en tid, hvor man med stolthed støttede op om flaget i arbejderkvartererne i Liverpool, Birmingham og Manchester.
Det var sådan, England så ud, sidste gang de vandt en stor turnering i 1966. Siden har meget forandret sig. Arbejderklassen findes reelt ikke længere. De gamle provinsklubber er blevet internationale mastodonter ejet af udenlandske milliardærer.
Men drømmen om sammenholdet findes endnu, og det er det, tusindvis af danske Liverpoolfans synger med på, når de synger 'You’ll never walk alone'.
Jeg er kommet på engelske fodboldstadions i mange år, og jeg kan godt lige menneskene. Jeg kan lide jovialiteten, man møder. Tituleringer som “mate” og “love” vidner om en svunden sammenhængskraft, man også finder på de britiske pubber. Dette England og disse englændere holder jeg med.
En engelsk sejr vil udløse en officiel, national feriedag på mandag, fuld af oppustethed over egen formåen med masser af fejring af Brexit og af Englands særlige plads i verden. Alt dette giver jeg ikke meget for.
Men lad os se gennem fingre med dette. Alle skal opleve succes og hæder for at kunne vise sig fra sin bedste side, og man kan kun håbe, at en engelsk guldmedalje vil føre til en opblomstring af en engelskhed, der hviler i sig selv.
Måske vi skulle have ladet dem vinde lidt før, så havde de måske ikke behøvet at stikke en kæp i hjulet på det europæiske projekt. Herfra bliver det et come on England – men jeg ved godt, hvilken del af England det er, jeg hepper på.
