Minkskandalen kostede som ventet Mogens Jensen posten som fødevareminister.
Han trak sig fra posten onsdag, umiddelbart før offentliggørelsen af den redegørelse, der skulle kortlægge forløbet af det ulovlige påbud til minkavlerne om at aflive deres raske mink.
Forklaringen var, at Mogens Jensen ikke følte opbakning fra Folketingets partier til at fortsætte arbejdet som minister. Måske ikke den store overraskelse efter de mange skiftende forklaringer og gentagende jok i spinatbedet.
Den længe ventede redegørelse afslørede da også artige sager.
Blandt andet kom det frem, at Mogens Jensen allerede 22. september skriftligt blev forelagt, at den masseaflivning af raske mink, der blev iværksat, ville være ulovlig.
Det er uklart, om Mogens Jensen rent faktisk læste dokumentet, men det lå der.
Det kom også frem, at hele seks ministre i regeringens coronaudvalg allerede 1. oktober havde en sag på bordet med et bilag, hvor det klart og tydeligt stod, at det ville være ulovligt at kræve raske mink uden for smittezonerne aflivet, som det siden blev tilfældet.
Det drejer sig om sundhedsminister Magnus Heunicke, justitsminister Nick Hækkerup, finansminister Nicolai Wammen, erhvervsminister Simon Kollerup, udenrigsminister Jeppe Kofod og kulturminister Joy Mogensen.
Igen er det uvist, om de seks ministre rent faktisk læste dokumenterne, men de lå der.
Tre af ministrene sad med i det koordinationsudvalg, der 3. november traf den kontroversielle og ulovlige beslutning, som statsminister Mette Frederiksen dagen efter meldte ud.
Hvor mange ministre kan egentlig overse et grundlovsbrud?
I dag er det ovenikøbet kendt, at man, selv efter det gik op for alle, at det var i strid med loven at kræve aflivninger af raske mink, fra officielt hold fremturede, som om der ikke var nogen vej udenom.
For rullende kamera gentog statsministeren beskeden om, at avlerne skulle fortsætte aflivningerne, og politi og offentlige myndigheder fortsatte med at lægge pres på avlerne og gennemtrumfe vilje uden hjemmel i lov.
Hos politiet var man advaret om, at det var ulovligt at beordre mink uden for smittezonerne aflivet. Alligevel pressede politiet minkavlerne til at makke ret og var instrueret i direkte at fortælle eventuelle genstridige avlere, at »beslutningen er truffet«, samt frembringe trusler om tvang og manglende betaling – formuleringer, der dog siden blev ændret.
Vi mangler fortsat en forklaring på, hvorfor statsministeren ikke greb ind og stoppede det ulovlige forløb, efter at der stod bøjet i neon, at grundloven blev trådt under fode.
Redegørelsen er regeringens egen forklaring, og når man tænker på, at vi alene med de foreliggende oplysninger må betragte minksagen som en gigantisk skandale, er det forståeligt, når de danske minkavlere og oppositionen på Christiansborg efterlyser en kommissionsundersøgelse af det samlede forløb, så alt kommer frem i lyset.
Uanset hvordan det hele ender, må én ting imidlertid stå klart:
Danskerne er ikke tjent med at skulle vælge mellem folkesundhed og retsstat, og det er ikke rimeligt at bede os om at gøre det.
