Personligt mærker man sin egen lidenhed, når man bliver konfronteret med en voldsom storm, et oprørt hav eller andre voldsomme fænomener.

Som nation er vi netop nu udsat for noget tilsvarende.

Den igangværende krise mellem USA og Iran sender rystelser kloden rundt. Man mærker med det samme, når de store spillere på den internationale scene mere end blot rasler med sablerne men præsenterer den skarpe ammunition.

Pludselig virker Danmark endnu mindre, end vi i forvejen godt ved, det er.

Statsminister Mette Frederiksen har ikke været synderligt klar i spyttet, når det kommer til at redegøre for Danmarks position i det hele.

Til at begynde med blev der ikke disket op med ret meget andet end en ret åbenlys understregning af situationens alvor og et mindeligt råd om at holde øje med situationen på Borgerservices hjemmeside.

Søndag undveg Frederiksen i interview at svare direkte på, om det er Danmarks holdning, at det var rigtigt af USA at bombe og dræbe den iranske general og leder af Quds-elitestyrken i Revolutionsgarden Qasem Soleimani.

»For mig er det afgørende at kigge fremad. Og jeg kommer ikke til at stå og muntre mig, i al respekt for situationen. Det er en rigtig alvorlig situation, det er svært at vide, hvor den ender,« udtalte hun.

Det tætteste, hun kom på en egentlig udmelding var en opfordring til »at få eskaleret konflikten ned«.

Man forstår sådan set godt Mette Frederiksens kvaler. Og hvad Danmark mener eller ikke mener er næppe heller det, der kommer til at påvirke historiens gang i voldsomt omfang. Vores nærmeste adgang til egentlig indflydelse er gennem EU, men her står vores forbehold på forsvarsområdet i vejen.

Der er næppe nogen tvivl om, at politikernes ønske i sin tid om at vride armen om på befolkningen og tvinge et ‘ja’ med fire forbehold igennem efter befolkningens ‘nej’ til Maastrichttraktaten i 1992, har medvirket til en udbredt skepsis i forhold til EU herhjemme.

Men nu må vi se at komme videre.

Brexit og det interne rivegilde i NATO om fordelingen af de økonomiske byrder gør det kun endnu mere klart, at der må gøres op med Danmarks fesne fod i døren i EU. Vi har om nogen brug for af være fuldt og helt med i et stærkt fællesskab.

Derfor ville det klæde ‘børnenes statsminister’ også at være noget for de voksne: Kære Mette Frederiksen, stil dig i spidsen for at få afskaffet de danske forbehold. Som minimum, når det gælder vores forsvar.