Det er blot fire år siden, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) lukkede lytteanlægget ved Dueodde på Bornholm, hvorfra man siden starten af 1960'erne holdt øje med russernes radiokommunikation.

Men nu er et nyt tilsvarende anlæg på vej til at blive opført på klippeøen, skriver Politiken.

FE vil bygge en 85 meter høj mast i Østermarie, som kan bruges til at opfange radiosignaler i Østersøen og et stykke ind i Rusland.

Allerede i marts blev landzonetilladelsen til opførelsen af det nye tårn givet.

Efterretningstjenestens chef, Lars Findsen, har ikke meget at sige til Politikens historie.

- Men jeg vil dog sige, at tiltaget vil styrke FE's evne til at rapportere om Ruslands hensigter over for Danmark, herunder om Ruslands militære ambitioner i dansk nærområde, siger han.

Det er Ruslands ageren på Krim-halvøen, i Ukraine samt i Syrien, der har genoplivet behovet for at holde øje med stormagten i øst.

For få år siden var analysen ellers, at den russiske trussel var aftaget stærkt sammenlignet med koldkrigsårene. Men det billede er altså ændret nu.

På Bornholm har planerne om det nye anlæg medført protester og forsøg på at ændre placeringen, dog uden held.

Den tidligere lyttepost på Dueodde er i dag indrettet som oplevelsescenter under navnet Bornholmertårnet.

/ritzau/