Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Han har beskyldt statsminister Lars Løkke Rasmussen for utroskab - og undskyldt for løgnen bagefter, hængt skatteminister Peter Christesen ud som sex-chatter og fældet samme parties pressemedarbejder Ditte Okman ved at offentliggøre hendes private Facebook-udfald mod en Christiansborg-ansat.

Nu viser det sig, at Ekstra Bladets tidligere bagsideskribent Michael Jeppesen – ejer af De Hellige Haandværkere ApS, som i 2007 var i centrum af skandalen om sort arbejde hos Naser Khader – er alt andet end hellig. En gennemgang af Michael Jeppesens regnskaber, som B.T. har foretaget, viser nemlig, at selskabet er dybt forgældet til det offentlige.



Men i stedet for at betale gælden til Skat har den hellige håndværker med fuldt overlæg valgt at træde ud af selskabet og lade det gå konkurs. Dermed er Michael Jeppesen reelt i gang med at tørre en gæld på 335.882 kr. af på landets skatteborgere.

Flygtede ud af firmaet

Det bekræfter Henrik Sjørslev, Nordia, der er kurator i Jeppesens konkursbo.

- Der er tale om en gæld til Skat, som selskabet ikke har betalt, siger Henrik Sjørslev.

Selskabet blev begæret konkurs af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 15. november i fjor, efter at Michael Jeppesen flygtede ud af selskabet. Eller som kurator Henrik Sjørslev siger det:

- Årsagen var, at selskabet ikke havde valgt ny ledelse, efter at Michael Jeppesen var fratrådt som direktør i selskabet.

B.T. har fået aktindsigt i konkursboets akter ved Sø- og Handelsretten. Heraf fremgår, at selskabet er blevet tømt for penge, før kurator kom til. Således er selskabets »likvid beholdning« på 26.773 kr. og 13.500 kr. i driftsmidler ikke længere i selskabet.

- Forholdet undersøges af kurator, står der i akterne.

Men selskabet skal ifølge kurator også være blevet brugt til at finansiere Michael Jeppesens privatliv, fremgår det af konkursoversigten fra Henrik Sjørslev til Sø- og Handelsretten.

- Boet (red.)betalt nogle eventuelt personlige fakturaer for den tidligere direktør – forholdet undersøges af kurator, står der i dokumentet.

Sort arbejde hos Khader

Michael Jeppesens selskab De Hellige Haandværkere ApS blev landskendt i 2007, da sagen om det påståede sorte entreprenørarbejde for 80.000 kr. for Naser Khader rullede i Se og Hør.

Dengang var Michael Jeppesen bagsideskribent for Ekstra Bladet, som i kølvandet på skandalen pressede ham til at droppe sin sidegeschäft. Derfor skiftede De Hellige Haandværkerne i 2008 navn til Michael Jeppesen ApS, og selskabet ændrede formål fra entreprenørarbejde til journalistik.

Har villet ud af firmaet længe

Da B.T. konfronterer Michael Jeppesen med skatteregningen, bekræfter han, at selskabet er under konkurs. Han er trådt ud af ledelsen, fordi at det er den nemmeste måde at opløse selskabet på, bedyrer han.

- Jeg har gerne villet af med det længe, siger Michael Jeppesen, der afviser at skylde det pågældende beløb til Skat.

- Jeg tror ikke, der kommer 335.000 kr. i ubetalt skat. Det er jeg ret sikker på, der ikke gør.

Ifølge kurator skylder du Skat 335.000 kr. Har du noget bud på, hvordan kurator så kommer frem til det tal?

- Næh, faktisk ikke. Jeg ved, at kurator har sendt nogle krav til mig, som er noget, Kultureliten (Jeppesens andet selskab, red.) skal betale, som både er moms og skat, og som hører til det (Michael Jeppesen ApS, red.) , siger Michael Jeppesen.

- Det første krav er 71.000 kr. Vi taler ikke... altså, det er jo sådan noget, hvor de flytter penge fra det ene selskab til det andet. Det er ikke lige noget, jeg blander mig i.

Nå, det skulle man ellers tro – hvis man havde 71.000 kr. ude at hænge – at man ville gå en smule op i...?

- Ja, men så har det måske hørt ind under en modregning, en mellemregning eller noget. Jeg kan altså ikke hjælpe dig mere med de der tal, siger Michael Jeppesen.

Andre læser også