En cabriolet i indkørslen. En speedbåd i havnen. En spontan tur til Jordan og et køleskab fyldt med dyr champagne. I den lille by Billum vest for Varde lever 19-årige Søren Bælum et liv, som de fleste andre på hans alder kun kan drømme om. Han er iværksætter og fremtiden byder mange flere af hans slags, for iværksætteri har aldrig været mere populært blandt unge end lige nu, fortæller eksperter.

For et par minutter siden svingede Søren Bælum den blankpolerede Audi A5 cabriolet ind på parkeringspladsen. Nu ser han på det, der snart bliver hans første lejlighed. Men udlejeren er skeptisk. Det kan han mærke på den måde, hun ser på ham. Hun kan ikke få det til at hænge sammen.

- Hvor gammel er du egentlig?, spørger hun til sidst.

For de fleste er det svært at forstå, hvordan en ung mand som Søren Bælum - 19 år og nyudklækket student - kan køre rundt i en bil, der koster på den anden side af en halv million og gør de fleste mænd misundelig. Det kan også være svært at forstå, hvordan han allerede har råd til både bil og lejlighed.

Så Søren Bælum må forklare sig. Han er 19 år gammel. Og rigtigt nok er han lige blevet student fra handelsskolen i Varde. Den dag poppede han en flaske champagne, som så mange andre gør, når de fejrer, at skolen er forbi og huen sidder på hovedet. Ikke den billige fra Netto, som mange andre studenter må nøjes med. Champagnen i hans langstilkede glas var i en helt anden klasse. Den var fra Möet.

De gyldne dråber er i løbet af kort tid er kommet til at spille en stor rolle i hans liv. For et par måneder siden åbnede han endnu en flaske, da han fejrede, at hans virksomhed på mindre end fem måneder havde omsat for over to millioner kroner. Deluxlife. En eksklusiv online-shop der sælger gyldne dråber fra dyre mærker.

Søren er netop kommet hjem fra en uge på Ibiza, hvor han var afsted med en ven. Nu skal de sidste feriedage nydes med vennerne, hvor han nyder tiden på Henne Strand, inden han skal ud at spise med kæresten og svigerforældrene.
Søren er netop kommet hjem fra en uge på Ibiza, hvor han var afsted med en ven. Nu skal de sidste feriedage nydes med vennerne, hvor han nyder tiden på Henne Strand, inden han skal ud at spise med kæresten og svigerforældrene. Foto: Betina Garcia
Vis mere


Søren Bælums historie er én, der vil vække begejstring hos politikerne - både hos regeringen og oppositionen. Er der én ting, de kan blive enige om, er det, at vi skal have mange flere af Søren Bælums type. Iværksættere med gode idéer, der kan skabe nye virksomheder, flere arbejdspladser og i sidste ende sætte gang i væksten og den danske økonomi.

Heldigvis for politikerne ser deres ønske ud til at gå i opfyldelse. Ifølge tal fra Erhvervsstyrelsen er antallet af unge iværksættere under 21 år steget fra 267 i 2009 til 353 i 2011. Og tallet kan meget vel være endnu højere i dag. Det fortæller John Parm Ulhøi, professor ved Aarhus Universitet og ekspert i iværksætteri.

- Der har aldrig været større fokus på iværksætteri, end der er i de her år. Det betyder blandt andet at der er kommet langt mere opmærksomhed omkring det også i uddannelsessystemet lige fra folkeskolen til de håndværksmæssige og akademiske uddannelser, og det tror jeg helt klart er en del af forklaringen på, hvorfor der kommer flere og flere unge iværksættere.

Ifølge både John Parm Ulhøi, professor ved Aarhus Universitet og Christian Vintergaard, der er administrerende direktør i Fonden for Entrepenørskab hænger de stigende tal også sammen med et skift i danskernes syn på iværksætteri.

- Danskernes generelle syn på iværksættere og specielt de unges syn på iværksættere har ændret sig de sidste år. I dag er det sejt at være iværksætter og især de unge iværksættere har fået sådan en hel helte-status, fordi man ikke længere behøver at gå rundt med aviser, men i stedet er sin egen chef, forklarer Christian Vintergaard.

Lækker bil og hurtig båd

Tilbage i den lille jyske by Billum vest for Varde er Søren Bælum i gang med at pakke dagens ordrer. Først skal papkassen samles og tape-rullen føres med sikker hånd. De fine flasker bliver rullet ind i bobleplast, så de ikke går i stykker under transporten. I dag er der god tid til det, fordi han ikke længere går i skole. De sidste tre år har han brugt på Handelsskolen i Varde. Men selv om eksperterne fortæller, at der er stort fokus på iværksætteri i uddannelsessystemet, så mener Søren Bælum stadig, at der mangler noget.

- Der har i hvert fald ikke været nogen grund til, at jeg har gået på handelsskolen de sidste tre år. Jeg har ikke lært meget om at være iværksætter derigennem. Vi har for eksempel ikke lært, hvordan man skal lave et momsregnskab, så man ikke bliver ruineret af et skattesmæk, og en helt basal ting som hvordan man får et cvr-nummer, har vi heller ikke fået at vide. Det jeg har lært om at drive forretning, har været igennem mit eget arbejde efter skole, fortæller han.

Det er måske ikke særlig sejt at bruge hver eftermiddag på at samle papkasser, læse om momsregnskaber og køre alle pakkerne på posthuset inden klokken halv syv, så de kan nå at være fremme hos kunderne dagen efter.

Til gengæld er det den slags arbejde, der har betalt for den hvide Audi A5 Cabriolet, som pakkerne bliver fragtet til posthuset i. Mens bilen var noget, den unge mand havde drømt om i lang tid, så var speed-båden, som han også ejer, et impuls-køb.

Han købte den, fordi han en eftermiddag havde siddet på havnen i Hjerting sammen med et par kammerater og set på alle de andre, der var ude at sejle og stå på vandski. Det ville han også. Tre dage senere var han på vej hjem med den nye båd på slæb.

- Jeg ved godt, at mange andre unge mennesker på min alder ikke har de samme muligheder for at købe bil og båd og sådan. Men de arbejder måske heller ikke lige så hårdt, som jeg gør. Alle mine vågne timer bruger jeg på forretningen. Så ja, det kan godt være, at jeg bruger flere penge end andre unge mennesker, men jeg tjener nok også flere penge end dem.

Hver gang de skal ud at sejle i Sørens nyindkøbte båd, går der noget galt. I dag virker bådens rat ikke, og de må derfor op af vandet igen. Sidste gang de var ude at sejle, kom Søren til at putte benzin i stedet for diesel på sin fars bil, så den endte med at gå i stykker og måtte repareres for 24.000 kr.
Hver gang de skal ud at sejle i Sørens nyindkøbte båd, går der noget galt. I dag virker bådens rat ikke, og de må derfor op af vandet igen. Sidste gang de var ude at sejle, kom Søren til at putte benzin i stedet for diesel på sin fars bil, så den endte med at gå i stykker og måtte repareres for 24.000 kr. Foto: Betina Garcia
Vis mere



- Søren er den samme som han altid har været, nu snakker han bare meget mere i telefon end før, siger vennen Mathias, der er med ham på tur i omegnen.
- Søren er den samme som han altid har været, nu snakker han bare meget mere i telefon end før, siger vennen Mathias, der er med ham på tur i omegnen. Foto: Betina Garcia
Vis mere


Derfor kan Søren Bælum invitere sin kæreste med på en spontan tur til Jordan. Og derfor er Søren Bælum også tit den, der giver, når han er i byen med ‘sine drenge’. Det er dem, han altid har snakket med. Men at have flere penge mellem hænderne end sine jævnaldrende kan få den grimme side frem hos nogle.

- Da jeg købte min bil og kørte i den over på skolen, var der pludselig nogle, der begyndte at rakke den ned. Så var det ikke den rigtige model, hvid var en tøsefarve og motoren var for lille. Men altså, de fleste af dem, der siger sådan noget, kører stadig rundt på deres cykler, som de sikkert har fået af deres forældre.

- Sådan nogle typer er der altid. Ligegyldigt hvad man laver, så vil der altid være nogle, der får lidt ondt i røven over det. Det må man jo bare tage med, det er i hvert fald ikke noget, der går mig på.

Startede som opvasker

Søren Bælum har ikke altid været den, der havde flest penge. Han har også arbejdet som opvasker på den lokale restaurant. Til den samme løn som enhver anden ungarbejder. Men da han var 14 år lavede han sin første forretning. Der solgte han navlepiercinger fra sit værelse på efterskolen. Opkøbte et lille parti på en udenlandsk hjemmeside og solgte dem til pigerne.

Da han kom hjem fra efterskolen startede han en anden forretning hjemme på det drengeværelse, han indtil for nylig stadig har boet på. Sammen med en kammerat reparerede han iPhones, mens kunderne holdt nede i hans forældres indkørsel og ventede. I dag hedder den forretning PhoneEksperten og han har butikslokaler i både Varde og Fredericia. Så fik han en ny idé.

- Der var ingen bortset fra mig, der troede på Deluxlife til at starte med. Jeg kæmpede med forhandlerne, der ikke ville lade mig købe produkterne, fordi jeg ikke solgte nogle andre mærker, men jeg blev ved med at ringe til dem igen og igen. Til sidst fik jeg lov til at købe en lille palle, men hvis jeg ikke kunne få det solgt, kunne jeg ikke levere det tilbage, sagde forhandleren til mig. Mine forældre synes, det var en dårlig idé, men altså, hvis alt gik galt, så måtte jeg jo bare drikke champagnen selv.

I dag griner Søren Bælum af det. Men da hele hans opsparing var en palle champagne, der stod på en gårdsplads midt i det jyske, vidste han stadig ikke, om det ville gå godt.

- Men jeg er typen, der tager tingene, som de kommer. Og så længe jeg ikke skal ud og låne penge og forgælde mig, så tænker jeg egentlig ikke så meget over, om det går galt eller ej. Jeg tror altid selv på, at det kan blive en succes, og hvis andre ikke tror på projektet, så er det faktisk kun godt. Det motiverer mig bare til at arbejde endnu hårdere for det.

Søren købte for nogle måneder siden en lækker Audi A4 cabriolet i hvid, og på nummerpladen er firmaets motto 'Arrogance med stil' skrevet. - Mine forældre synes ikke, at det var en god idé, men jeg synes, at den var ret fed, siger Søren.
Søren købte for nogle måneder siden en lækker Audi A4 cabriolet i hvid, og på nummerpladen er firmaets motto 'Arrogance med stil' skrevet. - Mine forældre synes ikke, at det var en god idé, men jeg synes, at den var ret fed, siger Søren. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Der er netop kommet en palle med champagne, og Søren skriver ordren under. Han begyndte med et lager i forældrenes lade, men nu er der kommet en investor, og det hele er rykket til Sjælland. 
Der er netop kommet en palle med champagne, og Søren skriver ordren under. Han begyndte med et lager i forældrenes lade, men nu er der kommet en investor, og det hele er rykket til Sjælland.  Foto: Betina Garcia
Vis mere

Søren i hans barndomshjem i Billum.
Søren i hans barndomshjem i Billum. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Et klassisk eksempel

Søren Bælum er det klassiske eksempel på en ung iværksætter. Han har intet hus, ingen børn, ingen kone og intet billån. Derfor har han mod på at tage den risiko det er at være iværksætter, forklarer John Parm Ulhøi, professor ved Aarhus Universitet og ekspert i iværksætteri.

- De unge iværksættere har langt mere at vinde end at tabe, fordi de ikke har så meget at risikere. Hvis man har børn, hus og billån, så er man jo mindre tilbøjelig til at tage store risici og som iværksætter skal man være indstillet på, at man har en større risikoprofil end lønslaver. Desuden så er de unge mennesker gode til at få idéer, som ikke kræver, at de skal ud og lave store investeringer. Langt de fleste af dem kan nøjes med at tænde deres computer, og så kan de styre hele forretningen hjemme fra deres lille studiekammer, siger John Parm Ulhøi.

Typisk skal unge iværksættere bruge et par forsøg, før de får lavet en forretning, der får stor succes. Og hvor man før i tiden blev opfattet som en fiasko, hvis man måtte lukke sin virksomhed igen, så har billedet ændret sig, ifølge professoren.

- Det er jo sjældent, at den første iværksætter, der kaster sig ud i noget, med det samme finder guld. Men i løbet af de seneste år er det blevet langt mere acceptabelt, hvis det ikke lige lykkes første gang. For 15-20 år siden var det socialt meget mere risikofyldt, hvis du fejlede, for så var janteloven der straks til at dunke dig oven i hovedet og alle sagde ‘hvad sagde jeg’. I dag er det meget normalt, at man skal bruge et par virksomheder at øve sig på og på den måde gøre sig de erfaringer, der i sidste ende er med til at give en succes, siger John Parm Ulhøi fra Aarhus Universitet.

Fulde af dårlige undskyldninger

Succes har Søren Bælum i hvert fald fået. Hans forretninger generer overskud, og han holder oplæg for store virksomheder, hvor han fortæller om sin korte vej fra 0 kroner til 2 millioner. Tit møder han folk, der gerne vil gøre det samme som ham. Have deres egen webshop og tjene penge. De fleste fortæller ham, at de ‘simpelthen ikke har tid til at starte op for sig selv’. Men den undskyldning giver den unge mand ikke meget for.

- Det handler om prioritering. Ingen tid er en dårlig undskyldning. Hvis der var én, der tilbød dig at komme med på ferie til Mallorca med alt betalt i en uge, så kunne man nok godt finde tid til det. For mig at se handler det om at tage sig tid til det og vælge nogle andre ting fra. Hvis man ikke synes, at man har tid, så vil man det ikke nok.

Når Søren går i byen med vennerne i Varde og Esbjerg, bliver der poppet en masse champagne.
Når Søren går i byen med vennerne i Varde og Esbjerg, bliver der poppet en masse champagne. Foto: Betina Garcia
Vis mere


Søren Bælum vil det. Siden han fik sin studenterhue i slutningen af juni har han arbejdet fuld tid. Og det bliver han ved med. For han har mange flere gode idéer, der skal føres ud i livet. I Frankrig er de i gang med at producere han og hans partnere i Deluxlifes nyeste påfund. Deres egen champagne, som de lancerer på hjemmesiden i september og som mange danskere gerne skulle poppe til nytår.

- Lige nu går det meget godt, men det kan jo vende, før man ved af det. Hvad fremtiden byder på, ved jeg ikke helt. Men tre ting er sikre - jeg skal ikke studere, jeg skal være min egen chef, og jeg skal ud og opleve noget. Det har man heldigvis friheden til, når man selv bestemmer. Jeg tager bare min computer under armen, og så kan jeg arbejde alle steder i verden.

Foto: Betina Garcia
Vis mere