Det kan snart blive endnu dyrere at købe hus eller lejlighed.

5-procentslånet med 10 års afdragsfrihed er genåbnet, og der skal ikke meget til, før også det 30-årige realkreditlån med en rente på fem procent og afdrag er tilbage på realkreditinstitutternes hylder. Det vil få konsekvenser for boligpriserne.

Lige nu er det 30-årige realkreditlån med en fast rente på fire procent fortsat det toneangivende og dermed det lån, som potentielle boligkøbere bliver kreditvurderet efter.

»Der skal noget nyt til, før 5-procentslån med afdrag genåbner. Men det kunne for eksempel være nye tal for det amerikanske arbejdsmarked, som vi får på fredag. Hvis de igen overrasker, kan det flytte renterne op ad, og der skal alligevel ikke så meget til på de finansielle markeder, før kursen på 5-procentslånet kommer under 100,« siger chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard med henvisning til, at styrken i de amerikanske jobtal de seneste måneder er kommet bag på investorerne og økonomerne.

Hvis renten på danske, 30-årige realkreditlån med afdrag hopper fra fire til fem procent, vil den månedlige ydelse på et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter til 2.360.000 kroner stige med 440 kroner, viser beregninger, som Totalkredit har foretaget for Euroinvestor og B.T.

Skal man købe hus i et dyrt område som Københavns Kommune, hvor et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i dag koster 6.890.000 kroner, stiger ydelsen med 1.270 kroner om måneden.

Og ønsker man som køber at finansiere boligkøbet med et flekslån, skal man kreditvurderes efter den faste rente plus et procentpoint; altså efter en fast rente på hele seks procent.

Det vil uvægerligt lægge et nedadgående pres på priserne, betoner Sune Malthe-Thagaard.

Boligpriserne vil alt andet lige blive trykket nedad, hvis renten stiger fra fire til fem procent. 
Boligpriserne vil alt andet lige blive trykket nedad, hvis renten stiger fra fire til fem procent.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Åbner 5-procentslånet med afdrag, vil det ikke betyde voldsomt meget på den månedlige ydelse. Men det kan sætte sig i psykologien, så køberne bliver lidt mere tilbageholdende,« siger han og tilføjer:

»Der kan være potentielle købere, som afventer situationen, og det vil trække priserne på boliger lidt ned. Og jo dyrere boligen er, desto mere betydning kan det få.«

Sune Malthe-Thagaard og Totalkredit forventer, at den amerikanske centralbank, Fed, vil have sænket renten inden årets udgang.

Markedet har imidlertid allerede indregnet hovedparten af de forventede en-to rentesænkninger fra Fed i år i renterne og obligationskurserne, så der skal mere til, hvis danske realkreditlån med en fast rente på i dag fire procent skal vippes af pinden af et lån med lavere rente den kommende tid. 

Boligejere landet over venter utålmodigt på, at renterne begynder at falde. Hvad skal der til for, at det sker, og er der en udvej, hvis renterne forbliver høje? Få svarene i denne episode af B.T.-podcasten 'Spar Kassen'.