Folkelighed. Det er en egenskab, som kong Frederik er blevet både kritiseret og rost for.

Men spørger man den norske historiker og kongehusekspert Trond Norén Isaksen efter det danske kongepars statsbesøg i Norge, så har det norske kongehus meget at lære af den danske konge.

Det fortæller Trond Norén Isaksen i det norske medie VG.

For kongehuseksperten mener, at det norske kongehus er for folkelige i deres mere nedtonede fejringer, samtidig med at de ikke er folkelige nok i deres inkludering af den norske befolkning. 

Under statsbesøget i Norge bød kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit blandt andet kong Frederik og dronning Mary med på havnevandring i Oslo.
Under statsbesøget i Norge bød kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit blandt andet kong Frederik og dronning Mary med på havnevandring i Oslo. Foto: Lise Åserud/NTB/Ritzau Scanpix
Vis mere

Som et forbilledligt eksempel nævner han det danske tronskifte, der var en stor »folkefest« med hundrede tusinder af fremmødte danskere.

»Den norske kongefamilie ser derimod ud til at have glemt kunsten at fejre med folket,« mener Trond Norén Isaksen.

Derfor mener kongehuseksperten, at man i Norge med fordel kan se til Danmark og vores kongehus. 

For Trond Norén Isaksen tror ikke, den var gået herhjemme, at de kongelige ville markere en større kongehusbegivenhed »uden at folket fik set dem eller tog del i fejringen«.

Lukkede frokoster - som denne på Akerhus Slot under statsbesøget, hvor kong Frederik havde norske kronprinsesse Mette-Marit som borddame - er ikke vejen frem, mener norsk kongehusekspert. Det norske kongehus bør vise sig for befolkningen, samtidig med de er ophøjet over den, siger han.
Lukkede frokoster - som denne på Akerhus Slot under statsbesøget, hvor kong Frederik havde norske kronprinsesse Mette-Marit som borddame - er ikke vejen frem, mener norsk kongehusekspert. Det norske kongehus bør vise sig for befolkningen, samtidig med de er ophøjet over den, siger han. Foto: Lise Åserud/NTB/Ritzau Scanpix
Vis mere

Også VGs kulturkommentator Yngve Kvistad mener, at kong Frederik er god til at nå den danske befolkning.

Han kalder tilmed Frederik for »influencer-kongen«, fordi den danske konge trods sin presseskyhed når ud til et væld af danskere på kongehusets mange og aktive sociale medier.

Slutteligt påpeger kongehushistorikeren Trond Norén Isaksen, at det norske kongehus også kan følge det danskes eksempel og skrue lidt op for »pompen og pragten«.

Men det skal selvfølgelig være »en balance«, som han indvender er svær at overholde.

For pompen og pragten må hverken skære i øjnene eller overskygge formålet, samtidig med at den er nødvendig for at synliggøre de kongelige og markere deres ophøjenhed, understreger kongehuseksperten.

Og den balance har den folkelige danske kong Frederik altså mestret, mener han, mens det norske statsbesøg tydeliggjorde, at det norske kongehus kunne tage ved lære fra ham.

Herunder kan du høre det seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen', der handlede om kongeparrets første statsbesøg.