Ikast dannede onsdag rammen for et vaskevægte håndbolddrama. 

Her blev Team Esbjerg klar til DM-finalen på en straffekastscoring af den norske superstjerne Nora Mørk efter tid. 

Målet til 33-33 var hendes allerførste aktion i kampen. Iskold. Bogstaveligt talt. 

Team Esbjerg-træner og kvindelandstræner Jesper Jensen var næsten ikke overrasket - for han havde en bagtanke ved at have den skadede Mørk med, siger han til B.T. 

Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hun er bare den type spiller,« griner han og tilføjer: 

»Vi stod derude, og inden der blev fløjtet op til det straffekast, siger jeg til Henny Reistad, at det ikke er den værste spiller, man kan lægge den bold i hænderne på i den situation.« 

»Jeg ved godt, hun ikke havde varmet op og ikke var frisk, men i den situation er det hovedet, det handler om. Og ikke armen. Men hun har begge dele. Vi var ret trygge ved det. Havde hun brændt, havde jeg ikke valgt anderledes. Det havde vi tænkt over. Derfor sad hun med på bænken i begge kampe, hvis hun nu skulle ind og skyde et afgørende straffekast.« 

»Så det er sjovt, det ender sådan,« siger han om det store drama. 

For Jesper Jensen var avancementet til DM-finalen ekstra stort, fordi vestjyderne har været uden Henny Reistad, Nora Mørk, Marit Røsberg, Mette Tranborg og Kathrine Heindahl i semifinalerne. 

Det betyder meget. Når vi går et par år frem, er der ingen, der kan huske, at vi blev ramt af skader til dem. Folk ville bare kigge på, at Esbjerg ikke nåede finalen. Så kan det godt være, vi spillede godt og vandt grundspillet, men da det gjaldt, missede de. Men sådan bliver det ikke. Når vi nu har vundet, betyder det så meget for os.«

Team Esbjerg møder enten Odense eller Nykøbing Falster Håndbold i finalen. Sidstnævnte tvang overraskende Odense ud i en tredje og afgørende semifinale.