Det kan godt være, der er vidt forskellige holdninger til spørgsmålet internt i det kriseramte Venstre. 

Men spørger man vælgerne, er der ikke den helt store tvivl. To tredjedele af vælgerne mener, at der skal indføres en afgift på landbrugets CO2-udledning. 

Det viser en ny måling, som Epinion har lavet for DR og Altinget på baggrund af interview med 1.074 repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover.

Nærmere bestemt vil 63 procent af vælgerne have, at der skal lægges en CO2-afgift på landbruget.

»Der er faktisk ikke noget i de her tal, der er opløftende for Venstre,« lyder det fra B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup. 

For selvom det måske kan lyde som positivt nyt, at et flertal af vælgerne bakker op om regeringens planer om at indføre afgiften, så er det ikke noget, der kommer Venstre til gavn. 

»Der er intet, der tyder på, at Venstre bliver belønnet for det her af vælgerne. Tværtimod kan man se, at der er 18 procent af SVM-regeringens vælgere, der slet ikke mener, landbruget skal pålægges nogen afgift. De vælgere står jo klar til at hoppe over til konkurrenten Inger Støjberg,« siger Henrik Qvortrup. 

I denne uge brugte den nu tidligere Venstre-mand Mads Fuglede da også netop planerne om en CO2-afgift som en af grundene til, at han valgte at skifte til Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne. 

Den begrundelse gjorde ondt på Venstre, for den rammer ikke bare et af partiets mest ømme punkter.

Den minder også partiet om, at det lige nu står i en situation, hvor det godt ved, at det ser mere end svært ud af komme godt ud af planerne om at indføre CO2-afgiften på landbruget. 

»Men de har bundet sig til at gøre det. Det er enten dét eller helt at forlade regeringen. De kan godt forsinke processen, men på et tidspunkt kommer sandhedens time, og så bliver de nødt til at få revet plasteret af, og der er ingen, der ved, om bunden i målingerne er nået for Venstre,« siger Henrik Qvortrup.

Derimod står Inger Støjberg i noget nær den perfekte position, hvor hun kan overtage endnu flere af de i alt 18 procent af SVM-regeringens vælgere, der i målingen erklærer, at de ikke vil have nogen former for ekstra afgifter på landbruget. 

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne har da også gjort kampen mod en CO2-afgift på landbruget til et af deres helt store slagnumre i blandt andet en stor kampagne på sociale medier. 

Partiformanden har også inviteret til »CO2-rally« flere steder i landet, hvor kampen mod klimaafgiften skal markeres ved events med fadøl, røde pølser og rodeotyr. 

»Så kan det godt være, at Venstre ved at være med til at indføre afgifterne signalerer, at de vil tage ansvar og være et grønnere, mere moderne parti og så videre. Det er der jo bare allerede en række andre partier, der er. Det gør det igen svært at se, hvorfor vælgerne skulle vælge Venstre,« siger Henrik Qvortrup. 

Venstre står i den seneste måling fra Voxmeter til at indkassere i alt 9,5 procent af stemmerne, mens Danmarksdemokraterne står til ni procent.

Det vides endnu ikke, hvor store afgifterne på landbruget ender med at blive. 

Det forhandles nu i en såkaldt grøn trepart, der består af regeringen, arbejdsmarkedets parter, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening og CONCITO. 

Treparten skal senest være færdig i juni 2024.

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen her eller hvor du ellers plejer at lytte til podcast.