Den tidligere MMA-kæmper og nuværende sværvægtsbokser Francis Ngannou har delt et hjerteskærende opslag på Instagram

I det meget følelsesladede opslag fortæller Francis Ngannou, at han har mistet sin bare 15 måneder gamle søn.

'Det var for tidligt at tage af sted, men nu er han væk. Min lille dreng, min kammerat, min partner Kobe var fuld af liv og glæde.

'Nu ligger han der uden liv. Jeg råbte hans navn igen og igen, men han reagerede ikke.'

Det er væltet ind med kondolencer til den 37-årige bokser fra Cameroun, der senest har været i aktion mod nogle af sportens allerstørste skikkelser i form af Anthony Joshua og Tyson Fury, hvor han tabte begge kampe.

MMA-legenden Conor McGregor skriver:

'Jeg er så ked af at høre om dit tab, Francis, mine bønner er med dig og din familie i denne tid.'

Francis Ngannous træner skriver til opslaget, at 'det har været et par tunge dage, og ord kan ikke udtrykke den smerte, vi alle føler for Ngannou-familien i denne tid.'

Den 37-årige sværvægtsbokser kommer også i det hjerteskærende opslag med et råb om hjælp i denne her umådeligt svære tid:

'Jeg var mit bedste jeg ved siden af ham, og nu har jeg ingen anelse om, hvem jeg er. Livet er så uretfærdigt at ramme os, hvor det gør mest ondt.'

'Hvordan håndterer man sådan noget? Hvordan kan man leve med det? Hjælp mig, hvis du har en idé, for jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg skal håndtere det.'