26. december 2006 – små to uger før Frans Nielsens NHL-debut – satte jeg i BT 'alle tiders danske landshold'. Altså de bedste spillere i min optik i perioden 1970-2006.

All Star-holdet så sådan ud:

Målmand: Bent Roland Hansen. Backs: Jesper Duus og Jesper Damgaard. Forwards: Jens Nielsen, Heinz Ehlers og Kim Staal.

Jeg satte samtidig fire andre danske All Star-hold:

70’ernes All Star: Målmand: Bent Roland Hansen. Backs: Jan Andreasen og Per Holten Møller. Forwards: Jesper Hviid, Egon Kahl og Frits Nielsen.

80’ernes All Star: Målmand: George Galbraith. Backs: Jesper Duus og Michael Faber. Forwards: Jens Nielsen, Heinz Ehlers og Per Viggo Jacobsen.

90’ernes All Star: Målmand: Jan 'Sild' Jensen. Backs: Jesper Duus og Jesper Damgaard. Forwards: Jens Nielsen, Heinz Ehlers og Søren True.

2000-2006: Målmand: Peter Hirsch. Backs: Daniel Nielsen og Jesper Damgaard. Forwards: Morten Green, Frans Nielsen og Kim Staal.

Heinz Ehlers blev i artiklen i 2006 kaldt ”Danmarks bedste ishockeyspiller gennem tiderne”. Aalborg-drengen åbnede døren til udlandet og viste kommende generationer af danske spillere vejen til en international karriere.  En teknisk og taktisk begavet playmaker, som i 18 sæsoner viste sin høje klasse i Sverige, Schweiz, Østrig og Tyskland. I dag har han succes som træner i Schweiz.

Navnet Bent Roland Hansen er ukendt for de fleste unge danske hockeyfans. Han var Danmarks første supermålmand. En spiller, der var langt forud for sin tid. Han var mere end nogen anden manden bag Gladsaxes fem DM-titler i perioden 1967-75. I det berømmelige softice-VM på Gran Canaria i 1978 kunne han som den første fejre 100 landskampjubilæum. Han døde i 2011 i en alder af 63 år. I 2016 blev han valgt ind i Danmarks Ishockey Unions Hall of Fame.

Nu tæller vi ned til Danmarks 16. VM på stribe i verdenseliten. Og spørgsmålet er nærliggende. Hvordan ser det danske All Star-hold ud i 'NHL-generationen' fra 2007 til i dag?

Noget let valg er det ikke, og mange vil utvivlsomt pege på andre emner blandt de danske stjerner på verdens største scener i Nordamerika og Europa. Men her er mit bud:

Målmand: Frederik Andersen. Backs: Philip Larsen og Jesper Jensen Aabo (tdl. Jesper B. Jensen). Forwards: Jannik Hansen, Frans Nielsen og Nikolaj Ehlers. Målmand og forwards fra NHL og backs fra KHL.

Mens landstræner Janne Karlsson kan disponere over alle danske spillere i de europæiske ligaer til VM i maj, er det mere kompliceret at hente spillerne fra de nordamerikanske ligaer, NHL og AHL, hjem. Det kræver, at deres respektive klubber er slået ud af play off inden anden runde, at de er skadesfri, og at klubberne giver dem lov at stikke til Danmark. At 'nordamerikanerne' brænder for at spille VM på hjemmebane, hvis de nævnte betingelser er opfyldt, er hævet over enhver tvivl.