Pelé har tre VM-titler på cv'et fra 1958, 1962 og 1970, og i aften bliver det så afgjort, hvem der bliver verdensmestre anno 2014.

En af tidernes allerstørste fodboldspillere, brasilianeren Pelé, spår Tyskland gode muligheder for at vinde søndagens VM-finale mod Argentina.

- Finalen bliver et opgør mellem to fremragende hold. Men Tyskland er meget bedre end Argentina. Alt kan dog ske i sådan en kamp som i tilfældet med Brasilien, siger Pelé til den brasilianske tv-station SporTV med henvisning til tyskernes afklapsning af Brasilien i semifinalen.

Brasilien blev klædt af foran et chokerende hjemmepublikum med 1-7, og Pelé har svært ved at forklare, hvordan i alverden det kunne gå så galt for værtsnationen.

- Kun gud ved, hvad der skete dér. Jeg har deltaget ved fire verdensmesterskaber, vundet tre titler og gudskelov aldrig oplevet en overraskelse som det nederlag, siger Pelé.

Brasilien tabte lørdag aften 0-3 til Holland i bronzekampen. Lionel Messi og Argentina møder Tyskland og Thomas Müller kl. 21.00 søndag aften.