Chris Minh Doky feat.: Bill Evans, Randy Brecker og Sanne Salomonsen, Plænen i Tivoli (fredag)
Koncerten med bassist Chris Minh Doky blev som en tur i rutsjebanen. Op og ned. Den logiske sammenhæng fra Danmarks Radios Pigekor over Bill Evans og Randy Brecker og til Sanne Salomonsen blev aldrig klart for publikum.
Det var på enkeltpræstationerne, at stikkene skulle tages hjem. Om publikum var kommet for at høre Minh Doky, Evans, Brecker eller Sanne er ikke til at vide. Men det er næppe de samme, der dyrker et Evans raffinement og Sannes rock-pasticher.
Chris Minh Doky er et voldsomt sympatisk og dejligt åbent menneske, som anlægger en god stemning. I »Teentown« fik vi at se, at han også er hurtig på fingrene. Her slog George Whittys poetiske klaver igennem og gav nummeret en smuk balance og rytmisk autoritet.
For lange og for stille passager er dødsdømte på en scene som Plænen. Det bliver uvedkommende, og man taber interessen. Således nedmuntret sov man ind til den lange intro til »Sleepless Dreams«.
»Mardi Chez Lionel« var også tæt på at udånde under en uspændende trommegang. Igen blev den reddet af pianoet og Doky, der selv tog fat på at ondulere strengene under bassens bukselinning.
Randy Brecker er en stjerne på trompet. Det ved alle. Ørerne lytter med stor velvilje, men Brecker har altid efterladt mig kold. Hver gang det er ved at ligne en form for kommunikation, ødelægger han det ved at stikke sine egne veje.
Der er Bill Evans horn helt anderledes inviterende, større, saftigere og på samme tid legende fnug-let. Han vil have publikum med, og det fik han.
Sanne Salomonsen er også saftig. Hun så bragende godt ud i grøn velour og med det store rævehår ned ad ryggen. Salomonsen sang »Love me Still«, der bogstaveligt talt ikke løftede sig fra bladet. Man skulle tro, at det var en overkommelig opgave at lære teksten til en ny sang og to rockstandarder. Åbenbart ikke. Sanne Salomonsen stod som klistret fast til gulvet i angst for, at noderne og teksten skulle blæse væk.
Hendes dårlige manerer med at afslutte numrene med et »...yeah,yeah,ohh,yeah...« fik vi repeteret. Opgaven var heller ikke nem. Hvad lavede hun foran to store jazzstjerner med et par numre som »Still Crazy« og »Come Together«. Salomonsen var håbløst indfanget og udstillet i rollen som rockmama.
Koncerten med Chris Minh Doky blev både for meget og for lidt. Det var ærgerligt, fordi det hele var tilrettelagt i den allerbedste mening.
