Den blinde kinesiske aktivist Chen Guangcheng forventer at den kinesiske regering vil tillade ham og hans familie at rejse til USA.

Den blinde kinesiske aktivist Chen Guangcheng siger nu, at han forventer, den kinesiske regering vil lade ham rejse til USA, hvor New York University har inviteret ham til at blive gæsteforsker ved universitetets jurauddannelse.

- Den kinesiske regering har åbent lovet, at den vil respektere mine rettigheder som borger. Jeg forventer, at den lever op til sine løfte, siger han til Reuters.

Får Chen Guangcheng sine rejsedokumenter bliver indrejsen intet problem. Søndag lovede den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, at USA vil sørge for hans visum »med det samme«.

- Jeg tror, hans fremtid ligger i USA, sagde Joe Biden til NBC.

Fredag lød meldingen fra det kinesiske udenrigsministerium, at det vil behandle Cheng Guangchengs ansøgning om udrejse som alle andre borgeres. Og hovedpersonen selv mener ikke, at ministeriet har grund til at give hans familie afslag.

- Jeg ved stadig ikke, hvornår jeg rejser, men det bliver formentlig snart, siger Cheng Guangcheng til Reuters.

I 2006 fik han en dom på mere end fire år års fængsel. I følge dommen havde han pisket en stemning op i en forsamling, der forstyrrede trafikken og gjorde sig skyldig i materiel ødelæggelse.

Formelt blev han løsladt i 2010, men siden blev han holdt i husarrest i den kinesiske provins Shandong.

21. september i år lykkedes det Chen Cuangcheng at flygte fra sin husarrest og indfinde sig på den amerikanske ambassade. Siden har hans situation givet anledning til en mindre diplomatisk krise mellem Kina og USA.

Fredag forsøgte Reuters at besøge Cheng Cuangchengs mor, men journalisterne blev afvist af vagter, der holder hendes hjemby lukket for omverdenen.