Man kan høre ham grine. Drengedrømmen var gået i opfyldelse, da Andreas Lubitz for omkring ti år siden indledte sin flyvetræning. Det viser en ny video, som den tyske tv-station RTL har anskaffet sig.

Ti år senere udviklede hans drengedrøm sig til et mareridt for de 149 andre mennesker, som Andreas Lubitz tog med sig i døden, da den 27-årige andenpilot med vilje styrtede et Germanwings-fly ned over de sydfranske alper tirsdag i sidste uge.

Optagelserne i den nye video er omkring ti år gamle, men de er først kommet i offentlighedens lys nu. Videoen viser angiveligt Andreas Lubitz, mens han flyver et svævefly i Tyskland som teenager. Flyveturen foregår sandsynligvis ved hans barndomshjem i Montabaur nær Frankfurt.

Læs også

RTL har købt videoen fra en unavngivne person, der menes at have kendt Andreas Lubitz personligt, og tv-stationen erklærer sig overbevist om, at der vitterlig er tale om andenpiloten fra Germanwings-flyet.

Drengedrøm

Det havde været en drengedrøm for Andreas Lubitz at blive pilot. I en alder af bare 14 år blev han medlem af den svæveflyverklubben Luftsportclub Westerwald.

Derfra gik det som smurt for hans karriere. I 2008 blev han optaget på Lufthansas luftfartsskole i Bremen, og to år senere fik han sin piloteksamen. Først måtte han dog et par år arbejde som steward, inden han i september 2013 fik sit drømmejob og blev ansat i Lufthansas lavprisselskab Germanwings med status som andenpilot.

Læs også

Samme år blev den unge tysker optaget i den prestigefulde FAA Airmen Certification Database, en liste over piloter, som ifølge de amerikanske luftfartsmyndigheder lever op til eller endda overgår de ypperste standarder i uddannelse, licenser og helbred. Det gjorde det klart for alle: Andreas Lubitz skulle være en af verdens sikreste piloter at flyve med.

Lige indtil tirsdag den 24. marts.

Kort efter at Germanwings’ Airbus A320 på vej fra Barcelona til Düsseldorf var kommet op i planlagt højde, begyndte det pludselig at dykke. Uforklarligt og uden at udsende et nødsignal. Otte minutter senere ramte flyet de franske alper nær skisportsstedet Barcelonette.

I begyndelsen troede man, at der måtte være sket en fejl. At trykfald i kabinen måske havde været skyld i den katastrofale ulykke, hvor 144 passagerer og fem besætningsmedlemmer ud over Andreas Lubitz mistede livet.

Efter man lokaliserede flyets sorte bokse, viste sandheden sig dog at være en anden. Flyets andenpilot, Andreas Lubitz, havde med vilje låst døren til cockpittet, efter kaptajnen var gået på toilettet. På trods af at kaptajnen hamrede og sparkede på døren for at blive lukket ind igen, blev den aldrig åbnet.

Først da flyet var ganske tæt på klippevæggen, gik det op for passagererne, at noget var galt. Det sidste, man kan høre på lydoptagelserne fra den ene af de sorte bokse, er skrig. Kun skrig.

Siden er det i løbet af den efterfølgende efterforskning kommet frem, at Andreas Lubitz angiveligt led af alvorlige psykiske problemer. Blandt andet kæmpede han med depression, og han havde synsforstyrrelser, der kunne koste ham jobbet som pilot. Noget, som Andreas Lubitz frygtede.