Ved tirsdagens retsmøde i Oslo skal vidner fra eksplosionen i regeringskvarteret fortælle om deres oplevelser. Den tiltalte smilede af en rekonstruktionsvideo

Det fik et smil frem på den terrortiltalte Anders Breiviks læber, da der tirsdag blev afspillet en video, som rekonstruerede den eksplosion, der fandt sted i det centrale Oslo som en del af Breiviks terrorangreb 22. juli sidste år. Det skriver norske medier, som rapporterer fra den syvende dag i retssagen mod Anders Breivik, hvor flere vidner skal fortælle om eksplosionen.

LÆS ALT OM RETSSAGEN HER

En bombeekspert, der også står bag rekonstruktionsvideoen, har således fortalt, at det var trykbølger fra eksplosionen, der sammen med flyvende genstande var med til at lave de største skader. Der blev knust ruder hele 400 meter væk fra der, hvor eksplosionen fandt sted i regeringskvarteret det indre Oslo.

Bombeeksperten, Svein Olav Christiansen, blev kaldt til området omkring regeringsbygningen i Oslo umiddelbart efter, eksplosionen fandt sted 22. juli, og han var hurtigt fremme for at sikre spor, der kunne dokumentere, hvilken type bombe, der havde forårsaget ødelæggelserne.

Efterfølgende har flere bombeeksperter altså bygget en tilsvarende bombe, som er blevet sprængt på et af det norske forsvars områder. Bomben blev lavet af kunstgødning, diesel og aluminium og var på 900 kilo.

Også retsmedicineren, der undersøgte ligene af de otte, der blev dræbt i eksplosionen, ventes senere tirsdag at fortælle om de dræbtes skader. Ifølge norske medier gik der, for nogle af de dræbtes vedkommende, en uge, før de kunne identificeres.

Oslo Tingrett har dog afvist en begæring fra norske medier, der har bedt om tilladelse til at transmittere billeder af Breiviks reaktioner under de kommende vidneudsagn.