Den danske tennisspiller er med når ATP World Tour Finals går i gang i London næste måned

For første gang nogensinde er der en spiller med dansk pas blandt deltagerne, når herrernes sæsonfinale, ATP World Tour Finals, går i gang i næste måned.

Doublespecialisten Frederik Løchte Nielsen er sammen med sin britiske makker, Jonathan Murray, udvalgt til at være blandt de otte par, der får adgang til den eksklusive turnering, der finder sted i London fra den 5.-12. november.

Normalt er det de otte bedst rangerende par, der får billet til turneringen. Men ifølge Politiken sikrer en særlig regel, at et par udenfor top-otte der har vundet en grand slam-turnering, får adgang til det gode selskab.

- Det er noget af det største, man som spiller kan opleve. Det er lidt af en eksklusiv turnering, da der kun er otte deltagere, siger Frederik Løchte Nielsen til Ritzau ifølge TV 2 Sporten.

- I grand slam-turneringerne er der flere hundrede deltagere, men her er kun de bedste, så bare det at få lov at være med er jo i sig selv specielt, siger danskeren.

En spiller, der er selvskrevet til London-turneringen, er Roger Federer. Schweizeren fejrer i denne uge sin uge nummer 300 som nummer et på verdensranglisten.

- Det er en stor gevinst for mig, sagde Federer efter Shanghai Rolex Masters i weekenden.

- Der er en stor tilfredsstillelse ved at se det høje tal i sig selv i det jeg ved, hvor meget arbejde jeg har lagt i at komme hertil. Jeg ved, hvor meget arbejde det har krævet. Det har ikke været let at forblive på toppen så længe og tackle alle de forpligtelser, der følger med, lyder det fra tennisspillets altid skarpe schweizerkniv, Roger Federer.